DEN GODE historie findes, og det er ikke nogen aprilsnar. For som Storm P. siger et sted, så kan en kanon godt være en kanin, der er stavet forkert. De seneste års socialpolitik har efterladt socialt udsatte i et mylder af stave- og forståelsesfejl. Man tror ikke længere på forandring. Håbet for positiv forandring for de cirka 180.000 socialt udsatte medborgere er fordampet. Det er en grum historie.
For nogle uger siden trådte jeg ud af Rådet for Socialt Udsatte. Efter eget valg. Det slog mig, at jeg siden rådet blev nedsat i 2002 har kørt omtrent 40.000 km i den gode sags tjeneste. Det svarer ret præcist til en køretur rundt om jorden. Og det var den følelse, der ramte mig. Vi har været hele vejen rundt, og er nu tilbage, hvor vi begyndte. Til en socialpolitik der mest af alt minder om forrige årtusindes visionsløse fattighjælp. Jeg synes det er usselt og sølle, men mest af alt er det ude af trit med den egentlige drivkraft i socialt arbejde: Troen på forandring.
I den kommende tid vil jeg stave rigtigt til kanin. Og så vil jeg bruge nye 40.000 km på at indhente og formidle de mange livsbekræftende og gode historier, som jeg ved findes. Det vil jeg gøre sammen med dygtige kolleger i den landsforening, jeg er i spidsen for, og sammen med de mennesker, det handler om.
FORMÅLET ER at genvinde troen på og håbet om, at socialt udsatte mennesker kan få det gode liv tilbage. Vi vil ikke længere acceptere at socialt udsatte fastholdes i elendighed, og at deres muligheder for at frigøre sig fra misbrug, psykiske problemer, hjemløshed og kriminalitet stadig forringes. Det er på alle måder blevet sværere at blive mønsterbryder og at finde vejen tilbage til livet og fællesskabet for udsatte mennesker. Mest af alt fordi vi har opgivet at investere i det, og fordi vi har bildt hinanden ind, at det ikke kan lade sig gøre. Det vil vi gøre noget ved i Landsforening af VæreSteder.
Den gode historie handler først og fremmest om de vendepunkter, som socialt udsatte borgere har oplevet, og som har gjort en afgørende forskel for dem. Vi kender mange af historierne. Vi har måske oplevet noget lignende selv, eller vi har set dem udfolde sig for øjnene af os. Ikke som uforklarlige mirakler, hvor forandringen kommer som det berømte lyn fra en klar himmel, men som mødet med et andet menneske, et fællesskab, et behandlingstilbud eller et socialt værested, hvor forandringens små skridt bliver indledt, understøttet og fastholdt. Forandring i socialt arbejde er ikke mirakler, det er et sejt og vedholdende arbejde med mange små skridt.
Derfor opfordrer vi til, at den gode historie i alle dens forskellige varianter deles. For den findes faktisk. Om socialt udsatte mennesker, der får hjælp til at komme fri af deres misbrug. Om mennesker, der får kontakt til familien og livet igen. Om mennesker, der med alle deres særheder og ar på sjælen får en uddannelse, et fast job og bliver selvforsørgende. Vores nye site www.dengodehistorie.net er oprettet til netop det formål. Lad os dele den gode historie. Dyt-dyt skal vi byt? Båt-båt det kan vi godt! For det handler om at styrke troen på, at forandring og et bedre liv er muligt.
Indsamlingen af de gode historier står ikke alene. Kampagnematerialet består også af bogen ”Den Gode Historie”, hvori man kan læse 10 gode historier om socialt udsatte, der har formået at skabe sig en bedre tilværelse. Bogen er i disse uger sendt til de sociale væresteder i Danmark med opfordring om at bruge den nye hjemmeside og at dele fortællingerne om de små og store vendepunkter. Vendepunktshistorierne vil senere på foråret løbe sammen i Vendepunktsdagen, som er en nyskabelse i den gregorianske kalender. De indkomne fortællinger vil efterfølgende blive systematiseret og indgå i en mere faglig orienteret formidling. Det glæder jeg mig også til.
EN GANG imellem tænker jeg på, om der i virkeligheden kun findes to typer historier. Den ene ender med håb, den anden i fortvivlelse, selvom det ikke altid står lysende klart, hvad der er hvad. Det centrale er jo ikke om historien ender lykkeligt. Lykken er flygtig og findes ofte på ganske stejle stier. Det afgørende er derimod, om historien i sin kerne bekræfter, at der er en mening med livet.
Den Gode Historie er vores modtræk til Den Grumme Historie, som har fået al for megen opmærksomhed og spalteplads. Af samme grund skal man vare sig for genfortælling. Det er på gentagelsen man skal kende helvede, som en klog mand engang har sagt. Alligevel kan der være brug for lidt kælderkolde facts og almindelig forbrugeroplysning. Det følger så her.
Det seneste nationale handlingsprogram for de udsatte grupper går otte socialministre tilbage, til 2006. Fælles Ansvar II var titlen på programmet, som over en fireårig periode bidrog til at understøtte en lang række tiltag for de udsatte grupper med cirka en halv milliard kroner. Siden programmets udløb er der ikke formuleret nogen egentlig politik for området. I dag har vi stadig 180.000 socialt udsatte medborgere, og tallet er stigende. Sundhedsstyrelsen skønner fortsat, at vi har 33.000 stofmisbrugere i Danmark, andre professionelle vurderinger siger, at antallet er betydeligt højere. Samtidig er støtten til de sociale væresteder, som ofte er indgangsdøren til kontakt og behandling, beskåret betragteligt.
DE SAMLEDE offentlige bevillinger til udsatteområdet er reduceret med 30 procent hen over de seneste år. I resten af Danmark er man enige om, at finanskrisen er aflyst! Området er ikke prioriteret i finansloven for 2016, og fordelingen af de statslige penge over den såkaldte Satspulje har forvandlet sig til en karikatur.
I denne situation oplever jeg, at det politiske spin er omsiggribende, og at dårlige løsninger sælges som gode løsninger. Det har jeg og alle andre, der arbejder på feltet, også et ansvar for. Alt for ofte er vi bragt i situationer, hvor vi lever med halvdårlige indsatser og lidt tilfældigt projektmageri, fordi det dog er bedre end slet ingenting. Vi lærer at nøjes på den dårlige måde og har alle splinter i røven, fordi vi for tit er hoppet over, hvor gærdet var lavest. Men hvor sølle kan det blive?
Et sådan fravær af en egentlig socialpolitik for de udsatte grupper kan så let ende i en tilstand af mismod og mangel på forventninger til de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe.
Lige nu hjælper vi bedst hinanden med at sætte fokus på det, der lykkes. På den gode historie, og på det, som vi erfaringsmæssigt ved virker. Når ingen andre vil tale om det, så er det dog godt at kunne udveksle gode historier med en kollega og med hovedpersonerne selv. Selvrespekt og tro på forandring står særlig skarpt, når man kan overbevise sig selv og hinanden om, at arbejdet nytter.
VI VED, at det nytter, når vi har forventninger til hinanden, når vi tør tro på forandringen, og når vi i øvrigt er villige til at investere i det.
Vi se på www.dengodehistorie.net
Vendepunktsdagen vender jeg tilbage til.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.