Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
Vi kan lige så godt se det i øjnene. Den økonomiske og politiske magtelite opfatter flertallet af os som idioter.
Bestyrelsesformanden i Nordea, Björn Wahlroos, finansverdens svar på Fritz og Poul, sagde det direkte sidste år med udtalelsen ”Finanssektoren handler om at flytte penge fra de 80 procent uden ideer til de 20 procent af folk, der rent faktisk har ideer”.
PANAMA-PAPIRERNE viser, hvordan korruption ikke er en tilfældig afvigelse ved det internationale kapitalistiske system, men snarere en del af dets grundlæggende funktionsmåde. Økonomisk kriminalitet og korruption er ikke et spørgsmål om jura, men om ideologi, politik og sidste ende magt.
Det får man selvfølgelig ikke markedsfundamentalisterne til at indrømme. Selv om de forhåbentligt godt ved det. For det forekommer mere og mere, som om den økonomiske og politiske elite kun lader, som den tror på ideerne om demokrati, fairplay, folkestyre og menneskerettigheder. Til gengæld kræver de af alle os andre - de 80 procent – at vi skal lade, som om verden spiller efter demokratiske, gennemsigtige og ordentlige regler og retningslinjer.
MEN DET ER LØGN OG LATIN. Der sejles under ideologisk og politisk bekvemmelighedsflag. Den økonomiske og politiske elite med regeringen og dens liberale støttepartier benytter sig af politisk hokus pokus. Det er lykkedes dem at komme igennem med tryllebudskabet om, at velfærdsstatens overlevelse afhænger af, at alle holder for. Altså alle undtagen dem, der forårsagede finanskrisen: Kapitalfonde, banker, realkreditinstitutioner og andre ’kriminelle i jakkesæt’. Budskabet er klart fra regeringen og resten af den politiske og økonomiske elite: Pension var noget dine bedsteforældre fik, og Ryanairs arbejdsvilkår er ’The New Normal’.
Tryllekunstnere kalder det en afledningsmanøvre. Kunsten at aflede tilskuernes opmærksomhed fra det, der sker lige foran dem. En håndbevægelse, et trylleord og et lommetørklæde slører tryllekunstnerens bedrag og efterlader publikum måbende.
SIDEN FINANSKRISEN i 2008 har danske og europæiske politikere afledt borgernes opmærksomhed fra, hvad der var årsagen til krisen. De har formået at sløre, at det ikke var velfærdsstaten eller de europæiske lønmodtagere, der forårsagede den krise, der kastede millioner af europæere ud i arbejdsløshed, boligmangel og armod. Alle dem, der har bidraget til fælleskassen har afmægtigt set til, mens kapitalen har stukket sugerøret ned i fællesskabets kasse, alt imens de skreg: ”Abracadabra!”
Deres sidste nye skud på stammen af afledningsmanøvrer er spørgsmålet om regeringens omprioriteringsbidrag, som frem til 2020 skal fjerne 7,4 milliarder kroner fra den kommunale velfærd oven i det serviceloft, som har betydet årlige nedskæringer på en til halvanden procent de seneste 15 år.
Samtidig er regeringen og et flertal af folketingets partier i gang med at købe nye kampfly for 35 milliarder kroner. Der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, om der er råd. For der er altid råd til krig og militær. At det er mange penge, det handler om, viser det massive påvirkningsarbejde, der foregår fra Boeing og de andre kampflysproducenter.
PRESSER MAN POLITIKERNE på den manglende logik mellem, at kommunerne skal udsættes for endnu flere milliardbesparelser, mens der samtidig er råd til kampfly, får man svaret, at de 35 milliarder kroner kun er et engangsbeløb. Den logik er i samme kategori som Lars Løkkes svar til Helle Thorning om, hvad man kan få for 2000 kroner.
35 milliarder kroner kan finansiere 2000 pædagoger i 43½ år eller genansætte de mere end 30.000 ansatte, som har forladt den offentlige sektor siden 2009 og få dem fuldt finansieret i 3½. Så det er altså løgn og latin, når regeringen og dens liberale støttepartier påstår, at der ikke er råd til velfærd. De ved godt, det er usandt, men de vil have de 80 procent til at tro på det.
Når 66 procent af danskerne ønsker mere velfærd, flere offentligt ansatte og højere skatter, og 66 procent ikke stemmer på partier, der vil det, så er der noget galt. Når 89 procent vil have minimumsnormeringer i daginstitutioner, men der ikke er 89 procent, der stemmer på partier, der vil indføre minimumsnormeringer, så er der også noget galt.
Derfor forsøger VelfærdsallianceDK med al kraft at få startet et kommunalt oprør med 98 demonstrationer i 98 kommuner den 12.maj. Alle er inviteret.
NÆSTE GANG du hører nogen jamre over nedskæringer, forringelser og besparelser på sygehuse, ældreplejen, dagtilbudsområdet, så sig til dem:
”Så længe I stemmer, som I gør, må I bøje nakken og acceptere de ringere vilkår. Så længe I ikke protesterer, demonstrerer og aktionerer, er I medansvarlige for afviklingen af velfærdssamfundet og arbejdstagerrettigheder.”
Vi har et valg, om vi vil ændre på tingenes tilstand. Vi har, hvad de ikke har! Fælleskabets styrke, handlingsfællesskaber, solidaritet og sammenhold. Sætter vi det i bevægelse, så kan intet stoppe os. Vi starter den 12. maj med 98 demonstrationer i 98 kommuner.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.