ÉN TING står lysende klart efter de forløbne døgns farce i Brøndby IF:
Den, der betaler for orkestret, bestemmer ene og alene også hvilken musik, der skal spilles!
Jan Bech Andersen, milliardæren, som opfører sig som en vulgær nyrig, kaster den klub, han er formand for, ud i et kaos med barnlige fornærmelser, afleveret under falsk navn.
Hvad betyder det?
IKKE EN kæft for formanden, som er skyld i alle problemerne. Han bliver siddende og hælder angiveligt yderligere 80 millioner kroner i klubben. Ofrene for hans platte opførsel – direktøren og træneren – derimod, ja, de bliver henholdsvis fyret og siger selv op.
Selv folk, man skulle tro var ansvarlige – Thorleif Krarup, tidligere koncerndirektør for Nordea, og Jim Stjerne Hansen, mangeårig generalsekretær for Dansk Boldspil Union – udviser intet format. De bliver bare siddende i bestyrelsen – taknemmelige for deres honorar.
Historien om Jan Bech Andersen og Brøndby er desværre meget mere end historien om et galehus af en fodboldklub – for der er symbolet på, at den magt, som ufatteligt rige mennesker har, er ødelæggende, hvis de savner stil, og hvis de skruppelløst agter at købe sig indflydelse.
JEG HAR intet imod rige mennesker. Kender mange af dem selv. De fleste folk med endog meget store formuer opfører sig ordentligt. De praler ikke med deres penge. De håner ikke andre. De udviser generelt respekt over for andre. Maersk McKinney-Møller er det kendteste eksempel.
Jeg har det derimod svært med de ustyrligt rige, som flasher deres rigdom. Jan Bech Andersen, som jeg aldrig har mødt, virker som sådan en. Det totale fravær af klasse, som han har udvist med sin ynkelige optræden som ’Oscar’ på et fansite, burde diskvalificere ham som formand.
Men, ak:
Manden, som har tjent sin formue – efter sigende mellem en og to milliarder kroner – i et olie- og mineselskab, der blev oprettet af en amerikansk svindler, som i sin tid købte sig til et amnesti af Bill Clinton, har så mange penge, at han er urørlig.
”Jeg er en meget ærlig mand,” skrev Jan Bech Andersen gud-hjælpe-mig i den pressemeddelelse, hvori han ’undskyldte’ sin opførsel, og ”jeg har aldrig været, og bliver aldrig, god til at skjule mine glæder og frustrationer.”
DET PASSER bare ikke – for sagen er jo, at klubejeren overhovedet ikke er ærlig. Hans kritik af træneren, spillerne, direktion og alle andre i Brøndby foregik under falsk maske – under pseudonym. Han er faktisk god til at ’skjule’ sin frustration. Den foregår nemlig anonymt.
Lars Seier Christensen, selv milliardær på sin SAXO Bank, rykkede forleden sin ’gode ven’ til undsætning med en bemærkelsesværdig update på Facebook:
”Så lad os nu lige slappe af - her er en entusiast der har brugt et trecifret millionbeløb på sin passion… Han er uden tvivl en del af løsningen, snarere end en del af problemet… Hvis Brøndby fans er for dumme til at forstå det - så er det ikke vanvittigt overraskende.”
Direkte tale fra en rigmand til de ’dumme’ fans, der ikke sætter pris på det ’trecifrede millionbeløb’, som Jan Bech Andersen har givet. Også et interessant indblik i, hvordan nogle ekstremt velhavende tænker: Jeg har penge. Det har du ikke. Derfor bestemmer jeg.
I Amerika, i Europa og i Danmark har vi de forløbne to-tre årtier oplevet, at uligheden galopperer afsted. De rigestes formuer og indkomster løber løbsk, mens resten står næsten stille. Med penge følger magt. Med rigtigt mange penge følger rigtigt meget magt.
BARE I Danmark, fortalte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forleden, er gabet mellem de rigeste 10 procent og de øvrige 90 procent vokset dramatisk på bare 10 år: I 2005 rådede de rigeste over halvdelen af landets formue. I dag har de to-tredjedele.
Farcen i Brøndby er et symbol på den udvikling. En mand kan reelt bestemme det hele – alene fordi han har så mange penge. Det er der noget amoralsk over. Især, selvsagt, når vi får et sjældent indblik i, hvor usympatisk han udfolder sig magt. Det kræver stil at være rig.
MENS JEG fulgte med i sagen, kom jeg hele tiden til at nynne folkesangeren Per Dichs gamle venstrefløjshit ’Sådan er kapitalismen’ – om den uskyldige fattige, der bliver korrumperet af den rige mand. Her bare første vers og omkvædet:
Hun var fattig, men så ærlig
hun var barndomshjemmets pryd
men en rig mand blev begærlig
og så tog han hendes dyd
Sådan er kapitalismen
utak er de armes løn
det' de riges paradis, men
jeg syn's fa'me det er synd
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.