I årevis har dansktop været reduceret til nostalgi. Noget man finder frem til særlige lejligheder. Noget der primært forbindes med et ældre publikum. Når en genre konsekvent fremstilles sådan, sker der præcis det, man kunne forvente. Den mister sin plads i nutiden. Ikke fordi musikken ikke dur, men fordi ingen længere forventer, at den kan noget nyt.

 

Det er ellers netop det, dansktop altid har kunnet. Den har været folkelig, direkte og forståelig. Den har handlet om hverdagsliv, kærlighed, tab og håb. Temaer der stadig fylder i danskernes liv. Alligevel bliver genren i dag behandlet, som om den er færdigudviklet. Som om enhver fornyelse er et brud med noget helligt.

 

Samtidig dukker der unge kunstnere op, som synger på dansk, skriver enkelt og rammer det nære. De bruger præcis de greb, dansktoppen altid har været bygget på. Forskellen er bare, at de holder sig langt væk fra betegnelsen. Ikke fordi de mangler respekt for traditionen, men fordi dansktop i dag forbindes med stilstand snarere end styrke. Det er her, ansvaret ligger. Hos dem, der formidler musikken. Hos lokalradioerne, og Danmarks Radio. Hvis dansktop kun bliver præsenteret som det velkendte og ufarlige, bliver den langsomt irrelevant. Ikke for alle, men for fremtiden.

 

Dansktop er ikke død. Men den er blevet kørt i sænk af berøringsangst og manglende mod til at lade genren udvikle sig. Hvis dansktop kun får lov at være det, den var, mister den sin fremtid. Hvis den får lov at være levende, kan den stadig spille en rolle i dansk musikliv. Valget er truffet af mennesker, ikke af musikken.