Orkanen Sandy er på vej mod millionbyen New York, hvor 46-årige Birgitta Præstholm sidder og venter sammen med fire veninder og den ene venindes søn. Egentlig skulle hun have været med et fly hjem til Danmark mandag aften, men det er blevet aflyst.
- Men vi har et nyt fly i morgen. Jeg ved bare ikke, om vi kan komme ud af Manhatten i morgen. Al offentlig transport er stoppet, alt er lukket, og folk bygger barrikader foran nedgangene til alle subways og kældre. Så det er lidt dramatisk, fortæller hun.
Birgitta Præstholm, der til daglig arbejder som grafisk designer, er sammen med veninderne blevet evakueret til en lille lejlighed på femte sal midt på Manhatten. Her sidder de nu og venter på, at orkanen skal passere.
- Vi har købt vand og mad og sidder nu i den her lille bitte lejlighed, vi ikke rigtig kender noget til. Vi bor på hems og ligger alle mulige mærkelige steder på sofaer og så videre. Så det er lidt specielt.
- Jeg har holdt mig sådan lidt orienteret. Jeg troede ikke, jeg var specielt nervøs, men jeg er altså vågnet hver time hele natten, og så er jeg gået på Facebook, på Politikens hjemmeside, på DR's hjemmeside og på BBC for at holde mig lidt opdateret, siger Birgitta Præstholm.
Det har regnet en del, men lige nu er der ophold i nedbøren, og det stormer som på en almindelig efterårsdag, vurderer hun.
Ifølge DMI rammer orkanen New York omkring klokken 23-24 dansk tid. Ni amerikanske delstater har erklæret undtagelsestilstand, og præsident Barack Obama har opfordret nationen til at forberede sig på det værste.
- Hvis orkanen rammer for alvor, så tror jeg, det bliver vildt. Så tror jeg, det bliver slemt. Og så er jeg mest bange for ikke at kunne komme ud. Jeg er ikke så bange for mit liv, for vi bor oppe på femte sal, så vi er oppe over trætoppene, siger Birgitta Præstholm.