Den danske forretningsmand Jesper Nielsen, der også er kendt som 'Kasi-Jesper', vækker opsigt med en række udtalelser i en ny bog.
I bogen kalder den tidligere Brøndby IF-sponsor jyder for snydepelse. Det skriver Ekstra Bladet.
Den 49-årige rigmand forklarer i bogen 'Kasi-Jespers kamp', der udkommer i dag, at han ikke vil forhandle med jyder. Han mener nemlig, at mange jyder er "nogle snydepelse".
Jesper Nielsen følger op med følgende kommentar:
"Det er med jyder, som med jøder (...) de tager ingen risici, de skal have deres advokater og alle mulige indover, og så er de faktisk ligeglade med, om du tjener penge."
Og Kasi-Jesper stopper ikke der. Derimod fortsætter med at lange ud efter jyder:
"Jyderne har bare gået på den samme handelsskole ovre i Herning, hvor de lærer, at det gælder om at snyde hinanden."
Bogen er skrevet af Ole Hall, som er erhvervsreporter på TV Avisen på DR og tidligere erhvervsjournalist for Berlingske.
Journalisten siger til Ekstra Bladet, at han var tæt på at slukke for diktafonen, da Jesper Nielsen kom med de kontroversielle udtalelser.
- Men jeg synes, det ville være forkert af mig at bortcensurere hans udtalelser, siger han.