Rådgivningsvirksomheden Cowi, der med sine 6527 medarbejdere er en af landets største, vil være endnu større. Det fortæller administrerende direktør Lars-Peter Søbye oven på selskabets regnskab for første halvår.
Det viste en pæn vækst i omsætning og en stigende indtjening hos selskabet, der siden 1930'erne har tilbudt rådgivning inden for specielt ingeniørydelser.
- Det er ikke for sjov, at vi vil være større. Det er fordi, at de store projekter, der er derude, skal man have en vis størrelse for at få.
- Væksten skal skabes ved, at vi tiltrækker de bedste og dygtigste mennesker på globalt plan. Man skal vise kunderne, at man har de bedste til opgaverne, før man får deres underskrift. Og så vil vi blive større ved at købe op, siger Lars-Peter Søbye.
Cowi, der er fondsejet, står i den situation, at selskabet giver et pænt overskud, og ingen nævneværdig gæld har. Derfor har Lars-Peter Søbye også en fuld pengekiste, når det kommer til at købe op.
- Jeg har på den gode side af en milliard til at købe op for, hvis de rigtige opkøb kommer. Men de skal passe ind i forretningen og samtidig være til salg, så de muligheder hænger ikke på træerne, siger Lars-Peter Søbye.
Opkøbet skal komme oven på den vækst, Cowi selv skaber. I første halvår steg omsætningen med 150 millioner kroner til 3,0 milliarder. Samtidig steg driftsresultatet med over 10 procent til 102 millioner kroner.
- Vi har gjort det bedre på alle parametre i første halvår i forhold til samme periode sidste år.
- Vi har fokuseret på aktiviteterne i Skandinavien og så på infrastruktur. Det har gjort, at vi har vundet en lang række opgaver, siger Lars-Peter Søbye.
Blandt de kontrakter, som Cowi har vundet, er en større skybrudstunnel i København samt rådgivningen af byggeriet på den gamle postterminalgrund ved Københavns Hovedbanegård.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.