Det bliver Jyske Bank Boxen i Herning, der lægger rammer til det danske Melodi Grand Prix i 2013. Det er tredje gang, at den midtjyske by huser sangkonkurrencen, men det er første gang, at det foregår i den nye arena, hvor der har plads til 15.000 tilskuere.
Og Herning ser frem til at få besøg af hele Grand Prix-cirkusset.
- Det store DR-show skaber liv, fest og farver, og jeg ved, at mange gode lokale kræfter vil arbejde sammen for at skabe en stor oplevelse for både borgerne, publikum og de deltagende kunstnere, siger byens borgmester, Lars Krarup (V), i en pressemeddelelse.
Interessen for Dansk Melodi Grand Prix er enorm i år. Hele 692 bud på en vindersang nåede at komme med i puljen, da DR havde afleveringsfrist 24. september, hvilket er rekord i nyere tid.
- Den svenske sejr har betydet en fornyet entusiasme omkring Dansk Melodi Grand Prix. For når svenskerne kan, kan vi også, siger Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm i en pressemeddelelse.
- Derfor glæder jeg mig til, at vi kan tage kampen op i den danske finale, hvor vi skal have valgt sangen, som har Europas fedeste omkvæd.
Showet afvikles lørdag 26. januar.