Efter to måneders jagt på somaliske pirater, er det slut for Flyvevåbnets Challenger-fly. Flyet har været en del af antipirat-indsatsen under Natos Operation Ocean Shield. Flyet og dets besætning havde base i Seychellerne i Det Indiske Ocean.
Flyet har ifølge flyvevåbnet været ude på 38 missioner og fløjet i alt 232 timer for at overvåge de piratfarlige farvande. De omfatter både Adenbugten, Det Arabiske Hav og Det Indiske Ocean.
Ifølge Nato, har flyets besætning produceret mere end 100 timers video og 4000 fotografier for at hjælpe krigsskibene i området til at patruljere mere effektivt.
Mens flyet nu trækkes ud af piratjagten, er den danske fregat Iver Huitfeldt på vej til piratfarvandene for at tilslutte sig Natos antipiratindsats. Om bord på fregatten er en af Flyvevåbnets Lynx-helikoptere.
Iver Huitfeldt ventes at tilslutte sig Natos indsats mod pirater inden for kort tid, og den danske fregat vil være til stede i jagten på piraterne frem til foråret 2013.
At den internationale koalitions jagt på pirater har virket, viser de seneste tal fra det Internationale Maritime Bureau, IMB. Somaliske piratangreb var i de første ni måneder af 2012 på det laveste niveau i tre år.
Det skyldes dels den internationales flåde og flyenes tilstedeværelse samtidig med, at handelsskibene beskytter sig bedre med blandt andet bevæbnede vagter.
/ritzau/