En fredsdialog mellem Colombias regering og oprørsbevægelsen Farc bliver torsdag indledt i Oslo - en dag senere end oprindeligt planlagt, oplyser Colombias præsident, Juan Manuel Santos.
Den colombianske oprørsbevægelse har sendt Farc-forhandleren Ivan Marquez til Norge via Cuba, og det norske udenrigsministerium siger, at en pressekonference er planlagt.
Ingen af parterne er dog endnu taget af sted til Oslo, og der er fortsat usikkerhed om, hvorvidt det første møde vil finde sted torsdag - eller om det vil blive udskudt igen.
Tre tidligere forsøg på af stoppe konflikten, der betegnes som verdens længste borgerkrig og en af de blodigste, er alle løbet ud i sandet med parterne stående endnu stejlere over for hinanden end før forhandlingerne.
Den norske regering er vært for forhandlingerne og sammen med Cuba også bisidder ved samtalerne.
Parterne har været yderst tilbageholdende med at sige noget om dagsordenen for forhandlingerne, men i begge lejre er der optimisme at spore. Øverst på dagsordenen står en våbenhvile mellem parterne.
Farc krævede en våbenhvile for at gå til forhandlingsbordet under hemmelige forberedende samtaler i Cuba tidligere på året.
Det afviste Colombias præsident. Han krævede derimod, at Farc skulle nedlægge våbnene, hvilket blev afvist. Trods uenigheden enedes parterne alligevel om at indlede forhandlinger.
Colombia er en af verdens største kokainproducenter, og det er indtægter fra kokain, der ifølge eksperter har finansieret Farcs kamp mod regeringshæren.
/ritzau/Reuters