"Jeg smed et lagen eller en dyne over hende. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg brugte. Men jeg måtte dække hende til," fortæller Marian Clita om sine handlinger efter overfaldet på Vera Vildmyren.
Vildemyren blev brutalt myrdet af Marian Clita d. 1. marts sidste år. Overfaldet skete på SAS-Radisson hotellet på Amager og i dag står Clita i retten tiltalt for mord. Han nægter sig skyldig i tiltalen og mener kun, han har gjort sig skyldig i 'vold med døden som følge'.
Ikke desto mindre står det klart, at mødet mellem Clita og Vildmyren endte med, at den norske stewardesse mistede livet efter Clita brutalt bankede hende ihjel.
I retten forklarede den 59-årige rumæner i detaljer, hvordan han skar Vera Vildmyren med en hobbykniv og derefter tævede hende med både knytnæver, et rør og et koben.
De tilstedeværende under retssagen i dag måtte se til, mens anklageren fremviste grusomme billeder af gerningsstedet og den afdøde stewardesse.
Marian Clita selv, kunne angiveligt ikke udholde synet af sin gerning, da han i marts 2010 forsøgte at skåne sig selv for synet af Vera Vildmyrens livløse krop.
"Jeg kunne ikke holde ud af at se på hende. Jeg kunne lugte blodet," sagde han, da han forklarede, hvorfor han havde dækket stewardessen til med en dyne.
Men synet var ikke nok til at afholde ham fra at løfte på dynen på et senere tidspunkt.
Da han lidt efter overfaldet vaskede sit ur på hotel-badeværelset, kom han i tanke om, at offeret også havde et ur. Han gik derfor tilbage til Vildmyren og stjal det.
Og netop tyveri er åbenbart den 59-åriges hovedbeskæftigelse.
"Jeg har ikke kun stjålet på hoteller, men også fra villaer og andre steder. Det er dét, jeg laver," sagde Clita.
Der forventes at falde dom i sagen på fredag.