Hun var sikker i sin sag. Hendes mand havde en affære. Og det skulle han ikke slippe godt fra, tænkte australske Rajini Narayan.
"Jeg fik en bizar idé...Jeg ville tage et stearinlys og brænde spidsen af hans penis. Det ville være som en omskæring..." sagde den tiltalte i retten ifølge Daily Telegraph.
Men hvad der skulle have været en urimelig straf mod mandens bedste ven, endte langt værre end det. Rajini Narayan fik futtet meget mere end gemalens lem af; hele hans krop blev omspændt af flammer.
Hun havde kastet petroleum på hans penis og satte ild til væsken med en lysestage. Selvom manden blev dødeligt forbrændt, gik der 20 dage, inden han åndede ud.
I Commonwealthlande har man forskellige niveauer af drab. Rajini Narayan blev ikke dømt for den hårde paragraf, "mord", men derimod den lidt mildere "manddrab".
Hun var blevet banket igennem to årtier af manden, men tvang sig selv til at blive hos ham.
"Jeg sagde hele tiden til mig selv, at jeg var nødt til at være bedre, at jeg var nødt til at prøve hårdere. Jeg forgudede ham. Han var min helt," lød hendes forklaring.
Nu skal straffen udmåles.