Var det magtskiftet? Det endegyldige bevis på Manchester Citys erobring af herredømmet i den engelske by, hvor storebror Manchester United ellers har regeret i årtier.
Svaret på det spørgsmål må vi vente til 13. maj med at få, for denne dag afvikles sidste spillerunde i Premier League-sæsonen 2011/2012.
Men det så unægtelig sådan ud, da et tilsyneladende træt og uinspireret United-hold mandag aften tabte 0-1 til lokalrivalen på Etihad Stadium.
Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, er ikke i tvivl om, at resultatet påvirker Uniteds muligheder for at hente klubbens 20. engelske mesterskab.
- Det er skidt for os. De er i førersædet, og de skal vinde to fodboldkampe, siger Alex Ferguson til BBC.
Med sejren overhalede Manchester City de forsvarende mestre, United, to runder før afslutningen på Premier League.
Begge hold har 83 point for 36 kampe, men Citys målscore er otte mål bedre end Uniteds.
Det betyder, at de regerende mestre efter al sandsynlighed skal have flere point end City for at genvinde titlen.
Manchester Citys manager, Roberto Mancini, forsøger dog at fastholde United i favoritrollen. Det sker formentlig for ikke at lægge unødigt pres på sit eget hold, der ikke har vundet det engelske mesterskab siden 1968.
- Vi er glade, men det ændrer ikke noget. Vi har to svære kampe foran os, mens United har to lette kampe, siger italieneren.
Nøglekampen for City bliver utvivlsomt udekampen på søndag mod hjemmestærke Newcastle, der jagter en Champions League-plads.
Kommer manager Roberto Mancinis tropper sejrrigt gennem den forhindring, vil Queens Park Rangers næppe udgøre nogen forhindring i sidste runde på Etihad Stadium.
Manchester Citys anfører, Vincent Kompany, blev helten for hjemmeholdet mod United, da han kort før pausen helt umarkeret headede kampens eneste scoring forbi den chanceløse målmand, David De Gea.
- Jeg er meget utilfreds over det, det kan vi ikke gøre. Det er skuffende, siger Alex Ferguson.
Manageren erkender, at City var bedst i kampen.
- Jeg kan ikke brokke mig over resultatet. City var mest farlige på kontra, og vi testede ikke deres målmand nok, siger manageren.
Alex Ferguson havde et kvarter før tid et sammenstød med Roberto Mancini. De to måtte skilles ad af officials.
Skotten var ilter over at se sin italienske kollega gestikulere.
- Mancini prøvede at påvirke dommeren i hele kampen. Han har klaget over dommerne de seneste par uger, men i aften kan han ikke brokke sig, siger Alex Ferguson.
Roberto Mancini forsøger at nedtone episoden.
- Jeg fortalte fjerdedommeren, at der var frispark til os. Sir Alex sagde mindre pæne ting til mig, og jeg svarede ham. Bølgerne gik højt, men det er intet problem, siger City-manageren.