Da Manchester United i går mødte Fulham på udebane, var Anders Lindegaard for en sjælden gangs skyld foretrukket til posten som keeper frem for spanske David De Gea.
Men selv om det kun er danskerens femte Premier League-kamp, imponerede han endnu engang så meget, at hans skotske manager, Sir Alex Ferguson, måtte hoste op med nogle af sine flotteste gloser.
"David de Gea er kun 20 år gammel, og han bliver en helt fantastisk målmand, det er der absolut ingen tvivl om. At have Anders som back-up, når den unge fyr har brug for en pause på de rette tidspunkter, har vist sit værd," siger Ferguson til klubbens hjemmeside og fortsætter:
"Anders er en fantastisk målmand, og har en smule mere erfaring (end De Gea, red.)."
Også blandt journalisterne på Manchester Uniteds hjemmeside er der begejstring at spore over Lindegaards indsats mellem stængerne.
"Danskeren havde intet at lave i den første del af kampen, men var i topform efter pausen, hvor han havde tre top-redninger på Andy Johnsons forsøg og endnu et fra Clint Dempsey. Han fortsætter med at imponere hver eneste gang, han får chancen," lyder rosen.
Kilde: Manutd.com