Følelsen af urtfærdighed kan stadigvæk ramme 49-årige Christina Sørensen meget hårdt.
Hun har nemlig oplevet at sige farvel til sin mand om morgenen for aldrig mere at se ham igen.
I 9 ud af 10 dødsulykker på arbejdet, er det mænd, der ikke kommer hjem med livet i behold, viser tal fra Arbejdstilsynet.
Christina Sørensens mand, Jørn Sørensen, var ansat som stadionassistent på Lyngby Stadion.
I færd med at slå græs på Lyngby Stadion, kørte han op på en skråning ved en sti, hvor han pludseligt væltede med græs-slåmaskinen og ramte muren for enden af bakken.
Han døde på stedet.
Nu fire år efter ulykken, tænker hun tilbage på, hvordan hun kom over sit livs største krise.
- Jeg kan stadigvæk godt blive ramt af den der dybe uretfærdighedsfølelse og blive ekstremt vred og sur. Hvorfor lige ham? Så får Jørn lige en skideballe over, at han absolut skulle slå græs på den sti. Men det var jo for at gøre børnene i klubben glade, og sådan var han bare, siger Christina Sørensen.
Ulykken gav en bøde på 80.000 kroner til Lyngby Taarbæk Kommune, fordi plæneklipperen ikke måtte bruges på en stejl bakke. Det viser en aktindsigt i bødeforlæg til virksomheder for brud på arbejdsmiljøloven, som Avisen.dk har foretaget.
Og Jørn Sørensens dødsfald skabte også dyb sorg i Lyngby Håndboldklub, hvor han havde været næstformand og ildsjæl gennem næsten 30 år.
Christina og Jørn havde været kærester i 27 år og gift i 23 år, da ulykken skete. Sammen fik de to børn, sønnen Jonas og datteren Julie, som var 20 og 23, der deres far døde.
De trænede begge børn i Lyngby Håndboldklub, og Christina Sørensen mødte faktisk Jørn, da han var hendes egen træner.
Jørn døde i en arbejdsulykke. Over 800 mennesker mødte op i kirken, da Jørn Sørensen skulle begraves. (Foto: Privat)
Der var noget helt galt
For Christina Sørensen var dagen, hvor hun mistede sin mand, et surrealistisk mareridt. Det var fredag, og familien skulle have været i sommerhus sammen i weekenden. Jørn Sørensen skulle derfor have været hjemme kl. 15, men han dukkede aldrig op. Allerede der kunne Christina Sørensen mærke, at noget var helt galt.
- Det lignede ham bare ikke. Så jeg tænkte faktisk allerede ved 16-tiden, at der måtte være sket en ulykke, og det var en meget ubehagelig følelse, husker hun.
Hun ringede til ham mange gange og også rundt til venner og kolleger. En fælles ven havde sidst set ham slå græs ved 13-tiden og kørte op for at finde ham. Men Jørn var død.
Herefter gik det stærkt. Brandbiler, opringninger til familiemedlemmer, krisepsykolog og planlægning af begravelse hobede sig op.
Christina Sørensen husker, hvordan hun gik i chok og følte, at hun var i en helt anden verden. Hun slap ikke sin telefon og blev ved med at se ned på den, hvis nu Jørn skulle ringe og sige, at det hele var en joke.
- Der var tusind mennesker hjemme i mit hus, og jeg kunne ikke engang græde. Man er ikke til stede, og jeg kunne ikke være der for mine børn. Alligevel husker jeg alle detaljer, når jeg tænker tilbage på tiden efter ulykken i dag, siger Christina Sørensen.
Netværket reddede hende
At Christina Sørensen i dag er kommet meget langt med sin sorg, mener hun skyldes det stærke netværk, der sluttede sig sammen om hende og familien i tiden efter ulykken.
Over 800 mennesker mødte op i kirken, da Jørn Sørensen skulle begraves.
Og både i Lyngby Håndboldklub og i den vuggestue og børnehave, hvor hun arbejder, har hun mødt hjælp og forståelse.
- Mit netværk reddede mig. Hvis jeg var ked af det på arbejdet, har der været plads til det. Jeg kunne gå ned i køkkenet og sidde og tude i en halv time, hvis der var brug for det, og mange af børnenes forældre har også kendt Jørn, siger Christina Sørensen.
Billeder af hendes mand pryder da også fortsat væggene hjemme hos hende, fordi det er vigtigt, at han bliver snakket om og ikke glemt.
- Jeg tror, det har hjulpet mig, at jeg er meget åben. Det nytter ikke at have berøringsangst, og det værste er, hvis folk ikke tør tale om det, siger hun.
Jørns ulykke har lært Christina, at man skal leve i nuet. (Foto: Privat)
Lever i nuet
I dag har Christina Sørensen fået en ny kæreste, og hun er også blevet mormor.
Selvom det var hårdt, at Jørn ikke var i live til at opleve at blive morfar, har Christina Sørensen affundet sig med, at hun skal videre.
Oplevelsen har lært hende, at livet er skrøbeligt.
- Jeg har lært at leve i nuet. Man kan være væk i morgen. Derfor rejser jeg hele tiden ud i verden og fokuserer på alt det positive. Og så jeg kan ikke finde ud af at bære nag eller være uvenner med folk mere, for det er livet simpelthen for kort til, siger hun.