I 2016 mistede 33 personer livet i en arbejdsulykke. Dermed steg antallet af dødsulykker i forhold til 2015, hvor 27 mistede livet på job.
Og udviklingen bekymrer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
- Vi har heldigvis gjort meget for at nedbringe antallet af dødsulykker. Men jeg mener godt, at man kan komme lavere ned.
- At folk bliver slået ihjel, når de arbejder, er selvfølgelig en katastrofe. Det skal vi gøre alt for at forhindre, siger han.
Tallene for det stigende antal dødsulykker har været fremme før, idet avisen.dk tilbage i april fik aktindsigt i tallene fra Arbejdstilsynet.
Dengang kom det også frem, at det særligt er i landbruget, at der er problemer. Det har derfor ministerens særlige bevågenhed.
- Vi er i gang med at gennemgå de sidste halvandet års dødsulykker inden for landbruget for at se på mønstret, siger Troels Lund Poulsen.
- Er det for eksempel fritidslandmænd, der bliver omfattet af dødsulykker? Eller har det med landmandens alder at gøre? Det vil have en betydning for rådgivningen og den måde, man skal arbejde med landbrugsbranchen på.
/ritzau/