Landsholdsspilleren Christian Eriksen er blevet belønnet for, at han gennem flere sæsoner har spillet en fremtrædende rolle på Tottenhams hold i Premier League.
Tirsdag har den danske kreatør skrevet under på en ny kontrakt med klubben, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2020.
Det meddeler Tottenham, som på sin hjemmeside kalde det for en glædelig nyhed.
Dermed kan 24-årige Eriksen se frem til en lønforhøjelse, mens Tottenham ikke længere behøver at frygte, at danskeren ville forlade klubben gratis i sommeren 2018, hvor hans nu tidligere kontrakt stod til at udløbe.
Ifølge avisen London Evening Standard får Eriksen mere end fordoblet sin løn, så han nu får et beløb svarende til cirka 670.000 kroner om ugen for at spille i Tottenhams hvide trøje.
Danskeren kom til London-klubben i sommeren 2013, efter han havde fået sin europæiske gennembrud i Ajax Amsterdam.
I Eriksens første sæson i Tottenham havde han to perioder, hvor han var ude af holdet - den ene på grund af en skade - men siden etablerede han sig som fast mand i de følgende to sæsoner.
Manager Mauricio Pochettino har vist stor tillid til danskeren, som oftest bliver brugt på holdets venstre midtbane, men ind i mellem også får en rolle centralt eller i højre side.
På tværs af alle turneringer har Christian Eriksen spillet 134 kampe for Tottenham, og han har scoret 30 mål for klubben.
Flere af dem har været direkte på frispark, hvilket Tottenham kalder for et "Eriksen-varemærke" i nyheden om kontraktforlængelsen på klubbens hjemmeside.
I denne sæson har han dog ikke fået netmaskerne til at blafre for Tottenham.
Det har han til gengæld for det danske fodboldlandshold. Christian Eriksen blev søndag matchvinder, da Danmark vandt 1-0 over Armenien i den første kvalifikationskamp frem mod VM i Rusland om to år.
Eriksen har spillet 63 landskampe og scoret ti mål. De seneste tre år er han blevet kåret til årets fodboldspiller i Danmark af kollegerne i Spillerforeningen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.