Chefredaktør: Det handler om følelser - og om den danske model
Blog

Af Nicolai Kampmann
Se alle blogindlæg

Chefredaktør på Avisen.dk og UgebrevetA4. Har tidligere været chefredaktør på Fagbladet3F, kommunikationschef i 3F, Alka og Undervisningsministeriet samt journalist på det lukkede Aktuelt. Han vil ved givne lejligheder kommentere aktuelle begivenheder i politik og samfundsliv.

DER VAR TRÆNGSEL på omfartsvejene til Fredericia torsdag morgen. En god ven spurgte mig, om jeg var ved at gøre hendes fødeby usikker?

I så fald var det den mest fredelige usikkerhed, man kan forestille sig. Godt 10.000 offentlige tillidsfolk kom kørende i busser, biler og med tog til en messehal i udkanten af Fredericia.

Joe, de røde faner var rullet frem og bød velkommen. Indendørs var der sang og oppustelige klappepølser i entreen. Faglig kamp i det offentlige anno 2018 er vældig (godt) organiseret, foregår i fordragelig stemning og med et letfatteligt og ret ukonkret slogan: ”En løsning for alle”. Hvem kan være imod det? Hvad betyder det i praksis?

Det er noget med lærernes ret til at forhandle egen aftale, en frokostpause som måske, måske ikke er i fare. Men mest om mere i løn og anerkendelse for det arbejde, man laver.
Om det sidste kan man med lån fra en gammel Østkyst Hustlers vending sige: ”De får for lidt, det er derfor, de er sådan!”

DET ER IKKE DE RØDE KAMPTROPPER eller unge lømler, de offentlige arbejdsgivere er oppe mod i denne konflikt. Det er meget værre! Det er en bred skare af danskere. Som det fremgår af meningsmålinger og indsendte støttevideohilsner denne torsdag fra skuespiller Carsten Bjørnlund, landsholdsspiller Pernille Harder og sanger Niels Hausgård mfl., er det en enorm gruppe af danskere, der har bred sympati.

Der er en følelse af, at de offentligt ansatte får for lidt. ”System Danmark” med en statsminister på aktuel økonomisk optur skal fx lytte godt til denne skildring, da Århus også kaldte til samling i torsdags:

”Vi har ikke et overblik endnu. Men mængden strækker sig over hele torvet, så der er flere tusinde. Dejligt der er så mange fremmødte, for det er også vores sag de er med til at fremme, lød det fra et par af de lokale politifolk, som ikke lagde skjul på at de bakkede op om den fredelige demonstration.

Når selv politiet hellere vil være en del af demonstrationen end at bevogte den, er der noget los.

Nu er overenskomstforhandlinger IKKE følelser. Selv om lønmodtagerne har fået sat brikkerne godt op ift. folkets følelser, så er det i forligsinstitutionen, det sker de kommende dage. Realiteten er den, at forhandlerne de seneste døgn har sendt mere forsonlige toner ud. Det er også klogt af begge parter ikke at tale en løsning for alle alt for langt væk.

INGEN VINDER VED EN KONFLIKT. Ja, arbejdsgiverne kan få sin økonomiske vilje, men med betydelige politiske skrammer over for vælgerhavet. Lige efter et kommunalvalg i november og op mod et kommende folketingsvalg er det svært at se attraktionen. Socialdemokratiet synes splittet mellem at agere ansvarligt og politisk. At skulle ende i folketingssalen med at stemme for et Lars Løkke-indgreb må være et skrækscenarie. Det var Informations meningsmåling forleden et tegn på.

Ja, det er ret meget ude af sync med den danske model, når Kristian Thulesen Dahl og Morten Østergård med flere udtaler sympati for de selvsamme lærere, de var med til at lockoute i 2013. Det er også forvirrende, når forhandlerne det ene øjeblik beder politikerne om at holde sig ude, for så straks at omfavne dem, der er villig til at sympatisere med egen side af sagen.

Vil man gerne have politisk indblanding i overenskomstforhandlingen – der ER i gang stadigvæk – når det gavner sagen? I så fald er det ikke den danske model. Der sidder nok en og anden forhandler på det private arbejdsmarked og undrer sig over den ret åbne skildring af positioner samt spillet på det politiske klaviatur.

SÅDAN ER KULTUREN for forhandlinger så forskellig. Når ret skal være ret, var det ikke en krigerisk forsamling i Fredericia, der sang om sammenhold, drak kaffe og var glade for det tværfaglige fællesskab. Sophie Løhde, Michael Ziegler og Anders Kühnau har givet fagbevægelsen anno 2018 den gave at være fælles om noget. Være fælles mod nogen. Det er ligesom i fodbold – undskyld mig – det er vigtigt at samles mod dem, man ikke kan lide. Spørg bare fans af FC København og Brøndby!

Dygtigt orkestreret af nye talenter inden for fagbevægelsen udfolder kampen sig også på sociale medier, hvor Gud og hvermand kan bakke de offentligt ansatte op. 

Om det spiller en rolle i forligslokalerne er tvivlsomt, men det skærper indtrykket af, at tusindvis af danskere deler følelsen af, at de offentligt ansatte har fået for lidt.

Et stort boost for Flemming Vinther, Grete Christensen og Anders Bondo frem mod de kommende dages forhandlinger. Deres udfordring er at komme ud af de forhandlinger med netop det, tillidsfolk og danskere over hele landet ønsker sig: En løsning for alle. Også for arbejdsgiverne!



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.