”Det er fandeme uhyggeligt, du!”
Som vi har beskrevet her på fladen i ugens løb, så kræver det sin overkvinde- og mand at være sygeplejerske. Patienter ligger på gangene, man stæser fra patient til patient. Hospitaler fungerer som rene banegårde, hvor man enten skal hurtigt afsted eller skal vente længe på at komme videre.
Det er svært at sige, hvem man skal have mest ondt af: De ansatte sygeplejersker, portører og læger eller af patienterne? Ingen har lyst til at blive så syge, at man skal indlægges på hospitalet.
Det er skæbnens ironi, at politikerne frem mod valget vil slås om at skaffe flere sygeplejersker, når dem, der er der i dag, er ved at bukke under med stress.
- Jeg ved, patienterne ligger og har rigtig ondt, og det eneste jeg håber på er, at de ikke kontakter mig, fordi jeg har travlt, sagde sygeplejersken Stine Arnhild til Avisen.dk.
Læs lige det citat en gang til. Jeg tænker, at man bliver sygeplejerske, fordi man helt grundlæggende har empati og gerne vil få mennesker, der har det skidt, til at få det bedre.
Stine Arnhilds kolleger, lægerne, har også travlt. I DR-dokumentaren ”Jeg svigter mine patienter” fortæller en ung læge, hvordan han gik ned med stress. I dag er han glad for at have været igennem det i en tidlig alder, så han nu (forhåbentlig) kan sige fra og bedre kender sine grænser.
I børnehaverne så. Der har pædagogerne til gengæld fin tid til at udvikle og stimulere vores poder?
Ah, heller ikke så godt. Som en anden DR-dokumenter ”Hvem passer vores børn” viste, er det et rent hamsterhjul, hvor en pædagog skal holde styr på mere end 10 unger.
Og ja, jeg skriver holde styr på. Det nærvær og den sproglige stimulering og andre gerninger, vi tror, vores børn møder i børnehaven – det er der ikke tid til.
Pædagogen Morten Johannsen Terp, som medvirkede i tv-programmet optaget for et halvt år siden, har siden sagt op og skiftet job. Til BUPLs Børn og Unge, siger han:
- De forhold, som dokumentaren viser, var medvirkende til, at jeg valgte at skifte. Da udsendelsen blev optaget, havde vi en del nye og små børn i børnehaven, og jeg oplevede hver dag, at der ikke er tid til at give det nødvendige nærvær til dem, der af én eller anden grund havde svært ved at håndtere hverdagen i en daginstitution, og som har brug for megen voksen kontakt. Det var utroligt hårdt at opleve, at de ikke kunne få den kontakt, fordi vi simpelthen var for få.
Det påvirkede ham fysisk. Han havde symptomer på stress, når kom hjem fra arbejde.
Igen: Skal man have mest af ondt af pædagogerne eller af børnene?
Svaret er naturligvis underordnet, fordi vi VIL ikke have en så presset dagligdag i to af samfundets vigtigste institutioner (andre oplever sikkert noget tilsvarende, det må blive en anden gang).
Der er jo ingen, der mener, at syge, ældre og børn ikke skal have de bedste betingelser, vi kan give dem for vores mange skattepenge.
Skattelettelser og flere private løsninger er ikke den vej, Danmark har valgt. Vi skal have genoprettet arbejdsglæde, rimelige vilkår for de ansatte, der passer på syge og børn. Det må være muligt at få en fælles debat om, hvordan vi kommer tilbage til den tilstand, vi gerne vil tro, vi har. Men som vi vitterlig IKKE har.
Er der – udover klima og pension – et vigtigere valgtema?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.