DVD eller dvd, IT eller it, CD eller cd? Faktisk både og. Begge skrivemåder accepteres i den nye retskrivningsordbog, men det er nødvendigt i en overgangsperiode.
Det siger formanden for Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen, og påpeger, at omfanget af valgfrihed er mindsket.
- Vi har faktisk reduceret antallet af valgmuligheder i den nye retskrivningsordbog, der kommer nu, så vi er meget opmærksomme på det, siger hun og fortsætter:
- På den anden side er man i mange tilfælde nødt til at have en overgangsperiode med valgfrihed, siger Sabine Kirchmeier-Andersen.
Hun nævner som eksempel den nye mulighed for at skrive gymnasie og ikke kun det hidtil eneste korrekt gældende gymnasium.
- Man ville fra den ene dag til den anden dømme de mennesker ude, som har været vant til at skrive gymnasium, hvis ikke der var en overgangsperiode med plads til begge former, siger Sabine Kirchmeier-Andersen.
Cand.mag. i dansk sprog Kirsten Rask beklager, at mange danskere - inklusiv journalister og forfattere - ikke kender retskrivningsreglerne godt nok.
Derfor, mener hun, sniger der sig fejl ind i sproget, fejl som i nogle tilfælde bliver så almindelige, at de opløftes til at være anerkendt sprogbrug.
I stedet for at ophøje fejlene til korrekt dansk, burde man satse på at styrke undervisningen i dansk på alle niveauer og give Sprognævnet lov til at gå aktivt ind og tilbyde kurser i dansk retskrivning, mener Kirsten Rask.
Sabine Kirchmeier-Andersen er delvist enig.
- Det ville være fint at styrke Sprognævnet, så vi kunne informere mere, holde flere foredrag og lave flere vejledninger, men vi kan ikke uddanne hele Danmark. Det skal foregå i folkeskolen, siger hun.
Den nye udgave af Retskrivningsordbogen bliver præsenteret på Bogforum i Bella Center den 9. november. Bogen indeholder over 4000 nye ord.
/ritzau/