Da Casper Christensen i sin tid sprang ud som komiker, var der ikke nogen at læne sig op ad. Og der var heller ikke noget sted at gå hen for at komme i gang.
Derfor springer komikeren nu ud som talentudvikler indenfor området.
- Jeg synes ikke, der bliver gjort nok for at finde nye kreative folk og hjælpe dem i gang, fortæller han i et interview med Ritzau.
- Derfor leder jeg efter flere folk med komik i knoglerne, drift og talent. De skal vide, at døren altid står åben her, siger komikeren, der har sit eget selskab, Douglas Entertainment.
Kampagnen, som har formålet at finde "Danmarks næst-sjoveste menneske", har han søsat sammen med TDC, og på deres facebookside kan danskerne dele deres komiske talent.
Her vil Casper Christensen bedømme indslagene, der kan være alt fra stand up til sketches eller helt nye idéer. Der er så at sige fri leg.
- Man skal ikke se det som en konkurrence, synes jeg. Det er et vindue, hvor folk med noget på hjerte kan sende indslag ind, og det er et vindue, hvor jeg kan se, hvad danskerne har at byde på, siger han.
- Jeg leder ikke efter en, der allerede er verdensmester. Usain Bolt slog heller ikke verdensrekorden på 100 meter i første forsøg. Jeg vil bare gerne finde en person med et talent, vi kan udvikle, siger Casper Christensen.
Jagten på nye komikertalenter foregår på TDC's facebookside: https://www.facebook.com/tdc/app_422318721164241
Casper Christensen håber, at kampagnen kan aflive myten om, at folk, der arbejder med komik, bor i hovedstaden. Komikeren, der selv er fra Kerteminde på Fyn, slår nemlig fast, at de såkaldte "Funny Bones" bor i alle hjørner og kroge af kongeriget.
/ritzau/