Storbritanniens premierminister, David Cameron, har onsdag lidt sit første markante parlamentariske nederlag.
Det skyldes, at oprørske konservative medlemmer sluttede sig sammen med Labour-oppositionen og støttede besparelser i EU-budgettet.
Et forslag i Underhuset, der opfordrer Cameron at kræve nedskæringer i reelle tal i EU's billioner euro store budget for 2014-2020, når de europæiske ledere mødes i Bruxelles i næste måned, blev vedtaget med 307 stemmer for og 294 stemmer imod.
Selv om afstemningen ikke er bindende, så er det alligevel et slag i ansigtet på den britiske koalitionsregering, der består af De konservative og det mindre Liberaldemokratiske parti, og en ydmygelse af den britiske premierminister.
Under en ophedet debat i Underhuset tidligere onsdag beskyldte Cameron Labours leder, Ed Miliband, for total opportunisme ved at støtte et forslag, der er fremlagt af hans politiske modstandere, de EU-skeptiske konservative.
- Denne regering anlægger af alle regeringer, siden vi blev medlem af EU, den hårdeste linje i budgetforhandlingerne. Med den besked til Underhuset havde Cameron forsøgt at samle de konservative støtter.
- Vi så helst en nedskæring, til nød en fastfrysning. Og jeg er mere end parat til at nedlægge veto, hvis ikke vi opnår en aftale, der er gunstig for Storbritannien, sagde Cameron og fortsatte:
- Men lad os være enige om, at det er i vores interesse at forsøge at opnå en aftale, fordi en syv-årig fastfrysning ville holde vores regninger nede i forhold til de årlige budgetter. Det kan blive nødvendigt, hvis ikke der opnås en langsigtet budgetaftale i november.
Oprøret lægger fornyet pres på Cameron efter måneder med brølere og 180 graders vendinger i koalitionsregeringen, som er halvvejs i dens fem-årige periode. I krogene hviskes der om et muligt lederskifte.
/ritzau/AFP