Johan Bruyneel føler sig snydt og bedraget af det amerikanske antidopingagentur (Usada), som onsdag fremlagde en rapport, der udstiller belgieren som bagmanden til dopingskandalerne på Lance Armstrongs tidligere mandskab US Postal.
Rapporten har indtil videre kostet Bruyneel jobbet som sportschef - og titlen som manager - på Radioshack-Nissan-holdet, og spørgsmålet er, om han nogensinde kan få et job i sporten igen.
- Jeg er overrasket og ekstremt skuffet over, at Usada har offentliggjort denne information, der har sammenhæng med den verserende sag imod mig, før jeg har haft muligheden for at se beviserne og forberede mit forsvar, siger Johan Bruyneel.
Belgieren stod i spidsen for US Postal i de syv år, Lance Armstrong vandt Tour de France fra 1999-2005.
Fredag aften blev Bruyneel så fyret som sportschef på Radioshack-Nissan, som ikke længere kunne have ham i den ledende rolle, efter rapporten afslørede hans navn adskillige gange i forbindelse med dopingsnyd i tiden på US Postal.
- Jeg håber stadig, at jeg får chancen for at forsvare mig i et fordomsfrit forum, selvom jeg nu frygter, at Usada's kalkulerede handling har stemplet min sag for altid.
- Det er et problematisk forhold ved Usada's håndtering af sagen, at Usada ikke respekterer grundlæggende principper som retten til at blive hørt og princippet om, at man er uskyldig til andet er bevist, siger Bruyneel.
Bruyneel overtog rollen som sportschef på Radioshack-holdet fra sportsdirektør Kim Andersen før denne sæson.
Det er endnu uafklaret, om den danske sportsdirektør får den rolle igen.
/ritzau/AFP