Brøndby er buldret afsted i starten af sæsonen i Alka Superligaen, men efter otte kampe som ubesejret satte Viborg søndag en stopper for de blågules march.
Brøndby måtte se sig slået med 1-2 i en kamp, hvor træner Alexander Zornigers allerede berømte offensive og energiske stil var en mangelvare.
- Vi havde ikke den bevægelse, vi har set i de første kampe, og når vi havde mulighederne, lavede vi for mange fejl, ligesom vi traf de forkerte beslutninger. Vi driblede alt for meget, siger Zorniger.
Selv om Viborg formåede at neutralisere det spil, Brøndby har vist i sæsonens første runder, mener Zorniger ikke, at nøglen til, hvordan man spiller mod Brøndby, er fundet.
- Det er nemt at sige, når vi er blevet slået, at nøglen er blevet fundet. Det tror jeg ikke, den er, for jeg ved, hvor svære vi er at spille mod, når vi spiller på vores højeste niveau, siger træneren.
- Modstanderen var stærk, men vi gjorde for mange ting forkert i forhold til, hvordan vi har gjort det i de første kampe. Vi spillede for langsomt, for meget tilbage eller på tværs. Der manglede løb og dybe bolde.
Brøndby kom tilbage på 1-1, men med ni minutter igen gav anfører Johan Larsson Viborg sejren, da han sparkede bolden i eget net.
- Der kom et indlæg, hvor jeg havde Serge Deble i ryggen. Hjörtur Hermannsson gik i en duel med en af deres angribere på forreste stolpe, men ingen af dem ramte bolden, siger Larsson.
- Jeg ville så forsøge at sparke den væk, så Deble ikke kunne nå frem til den. Jeg skulle bare have haft den væk, så det er min skyld og mit ansvar.
Anføreren er enig med træner Zorniger i, at Brøndby manglede meget præstationsmæssigt i søndagens kamp.
- Alt var galt. Jeg synes, vi har haft en god træningsuge, og vi havde en god opvarmning, så jeg har ingen forklaring på, hvorfor vi ikke var bedre i kampen, siger Larsson.
Brøndby skal i kamp igen på torsdag, hvor de blågule gæster oprykkerne Lyngby.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.