Både udadtil og indadtil tabte den tidligere cheftræner for Brøndby IF Henrik Jensen en række kampe i sin sidste tid bag roret.
Således var Henrik Jensen hverken enig i udpegelsen af anfører Clarence Goodson eller hjælpetræner Bent 'Turbo' Christensen.
Det afslører kilder til Ekstra Bladet.
"Der er altid mange magtkampe i en klub som Brøndby. Mange har en mening om, hvad der foregår, og rigtig mange mennesker blander sig i, hvad der sker. På den måde er Brøndby en meget svær klub at arbejde i. Jeg burde nok i endnu højere grad have pisset mit territorium af," siger Henrik Jensen til Ekstra Bladet i dag.
I praksis kunne den tidligere cheftræner slet ikke træffe egenrådige beslutninger til sidst. Klubbens topledelse kæmpede nemlig med arme og ben, og han havde nærmest ingen indflydelse på klubbens fremtid, skriver avisen.
Det var særligt sportschef Ole Bjur, som ville bestemme mere og mere. Den tidligere cheftræner mener, at han burde have allieret sig med sine mest loyale kolleger - de tidligere hjælpetrænere Rene Skovdahl og Kim Daugaard.
Kilde: Ekstra Bladet