Vi får mere for pengene, når vi handler frugt, mælk og brød i supermarkedet.
Priserne på fødevarer faldt nemlig sidste år - fra december 2008 til december 2009 - med tre procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er en dramatisk udvikling i forhold til i 2007 og 2008, hvor priserne på fødevarer kun kendte en vej, og det var op.
Fra august 2007 til august 2008 steg priserne på fødevarer således med 10,4 procent.
Prisdykket er glædeligt for forbrugerne men dårligt for branchen, mener Danmarks Handelsstandsforening.
"Det er finanskrisen og forbrugernes tilbageholdenhed, der gør sig gældende. Konkurrencen er benhård, og jeg forventer mange lukninger i dagligvaresektoren den kommende tid, fordi der er overkapacitet," siger formand for Danmarks Handelsstandsforening, Bent Aarrebo Pedersen, til Newspaq.
I Dansk Erhverv mener man, at de faldende priser på dagligvarer bl.a. skyldes, at discount er blevet et hit blandt danskerne.
"Det gør, at prisniveauet er faldet, fordi forbrugerne er mere prisbevidste," siger fødevarechef i Dansk Erhverv, Lotte Engbæk Larsen til Newspaq.
Hun oplever, at danskerne er blevet ekstremt prisbevidste, hvad angår fødevarer.
"Krisen har gjort, at vi kigger mere ned i pengepungen. Men krisen har også gjort os mere eftertænksomme, så er stor del af danskerne vil betale mere for god kvalitet eller økologi," siger Lotte Engbæk Larsen og understreger, at man som dagligvarebutik skal skærpe profilen for at overleve.
"Er det lave priser eller god kvalitet, man går efter? Nogle butikker kan begge dele, men generelt skal midtersegmentet i markedet nok skærpe profilen," siger hun.