Ritzau
Opdateret kl. 18:16
Brandvæsnet i den tyske by Dortmund har beordret et højhus med 400 lejligheder rømmet af "brandsikkerhedsmæssige" grunde.
En nedsat krisestab betegner rømningen som uomgængelig
Rømningen finder sted i boligkomplekset Hannibal 2. 850 beboere er blevet bedt om at forlade bygningen, oplyser Dortmunds kommune på et pressemøde
Det var mangelfuld brandsikring i bygningens dybe garage og flugtveje, som ikke fungerede, der fik myndighederne til at reagere torsdag.
Ifølge Rurhnachrichten foretog kommunen tirsdag en gennemgang af højhusets brandsikring. Den blev vurderet så mangelfuld, at man torsdag valgte at tage det drastiske skridt at rømme Hannibal 2.
Der er også problemer med bygningens aftrækskanaler. Det betyder, at røg fra de nederste etager hurtigt kan sprede sig til de øverste etager.
Der er fundet lignende problemer i et højhus i Wuppertal. Bygningerne i Wuppertal og Dortmund har samme ejere.
Kommunen skal have reageret for at forhindre en gentagelse af katastrofen i London i juni. Her omkom over 80 mennesker under en voldsom brand i Grenfell Tower.
/ritzau/