Det var sød musik i ørerne på dansk erhvervsliv og turisme- og restaurationsbranchen, da Noma mandag aften blev udråbt til verdens bedste restaurant af det anerkendte britiske Restaurant Magazine.
- Det har enormt stor betydning at have verdens bedste restaurant. Ikke mindst for et land som Danmark, som ikke er særlig kendt ude i den store verden.
- Nu gælder det om at udnytte situationen og vise, hvad Danmark ellers har at byde på af gode smagsoplevelser, siger international projektchef ved VisitDenmark, Maria Haugaard Barslund, i en kommentar til den nye liste over verdens 50 bedste restauranter.
Noma genvandt titlen efter at være blevet nummer to sidste år. Det er fjerde gang på fem år, at restauranten, der blandt andet har myrer og karamelliseret mælk på menuen, vinder det uofficielle verdensmesterskab for spisesteder.
Hos Dansk Erhverv forventer man, at Nomas generobring af førstepladsen vil resultere i vækst og flere turister.
- Dansk gastronomis styrke er endnu engang blevet internationalt anerkendt. Denne succes kan styrke vores evne til at tiltrække turister og skabe vækst i Danmark.
- Derfor er det enormt positivt, at vi igen i år kan bryste os af at have verdens bedste restaurant, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Susanne Nordenbæk, i en pressemeddelelse.
Hun understreger samtidig, at hvis toppositionen skal fastholdes, så skal der flere politiske initiativer til.
- I vækstplanen for dansk turisme har regeringen peget på, at Danmark skal være internationalt anerkendt for gode madoplevelser. Ikke bare i København, men i hele landet.
- Det kræver, at flere af initiativerne fra vækstplanen konkretiseres og igangsættes, herunder forslagene om en fællesnordisk branding- og markedsføringsindsats og et tættere samspil mellem fødevareerhverv og turisme, siger Susanne Nordenbæk.
Restauranternes organisation, Horesta, oplyser, at turister hvert år omsætter for seks milliarder kroner på de danske restauranter, og at hver tredje udenlandske turist nævner "mad" som én af grundene til at søge mod Danmark.
- Sådan en succes kommer ikke af sig selv, og den fortsætter ikke uden en målrettet indsats, fastslår administrerende direktør i Horesta, Katia K. Østergaard.
- Mange af vores bedste restauranter har i flere år overlevet takket være passion for at skabe de unikke gastronomiske oplevelser. Men skal det fortsætte, er der behov for, at det bliver mere økonomisk attraktivt at drive restaurant, lyder hendes opfordring i en pressemeddelelse.
/ritzau/