Efter drøftelser i Damaskus med præsident Bashar al-Assad opfordrer FN's og Den Arabiske Ligas særlige fredsmægler for konflikten i Syrien, Lakhdar Brahimi, parterne til at erklære en "ensidig våbenhvile" ved den muslimske højtid Eid al-Adha i denne uge.
- Jeg appellerer til alle om at træffe en ensidig beslutning om at indstille fjendtlighederne i forbindelse med Eid al-Adha og indlede denne våbenhvile i dag eller i morgen, siger Brahimi.
Den fire dage lange højtid Eid al-Adha indledes fredag.
Brahimi understreger, at hans opfordringer til en våbenhvile er "et personligt initiativ, og ikke en plan for fred."
- Dette er en opfordring til hver enkelt syrer, siger han og henviser til, at ledere af oppositionen både i og uden for Syrien støtter bestræbelserne på at få en våbenhvile i stand.
Den 19 måneder lange og meget blodige konflikt i landet har ifølge aktivister kostet mere end 30.000 mennesker livet.
Det syriske styre har indtil videre kun givet meget forbeholdne svar i forhold til idéen om våbenhvile og vil have garanti for, at oprørerne også holder sig i ro, hvis de syriske regeringsstyrker gør det.
I mens fortsætter volden. Søndag eksploderede en bombe uden for en politistation i det kristne kvarter Bab Touma i Damaskus' gamle bydel.
Mindst syv er dræbt og adskillige såret, lyder de første meldinger fra statslige medier. Ifølge aktivistgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder var der tale om en bilbombe. Observatoriet melder om 10 dræbte og 15 sårede.
Brahimi har den seneste tid rejst rundt i Syrien for at vinde opbakning til våbenhvilen hos parterne på begge sider i borgerkrigen. Det sker på et tidspunkt, hvor der er opstået øget fare for, at konflikten kan sprede sig til Libanon.
Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, siger, at Syrien sandsynligvis var indblandet i en bilbombe i Beirut fredag, hvor den libanesiske efterretningschef Wissam al-Hassan blev dræbt.
- Det er sandsynligt. Alt tyder på, at dette er en forlængelse af den syriske tragedie, siger Fabius til fransk tv.
/ritzau/AFP