En oktoberdag i 1994 stod 43-årige Alma Cutuna i en fyldt sporvogn i Sarajevo. Der burde være våbenhvile mellem serberne, der omringede byen, og de bosniske indbyggere. Men så hørte hun skud fra en af de serbiske snigskytter.
En splint fra sporvognen ramte hende i hovedet. Og en kugle gik igennem en hovedåre i hendes ben.
Sporvognen blev angrebet på Sarajevos berygtede snigskytte-gade . Den dag blev én dræbt. Men Alma Cutuna overlevede og har fortalt sin historie til krigsforbrydertribunalet i Haag. Hendes vidneudsagn var i går med til at fælde lederen af de serbiske styrker, der belejrede Sarajevo.
Dragomir Milosevic fik 33 års fængsel for krigsforbrydelser. Han var højt rangeret i den deling, der holdt byen belejret i 44 måneder. I 1994 overtog han den øverste kommando – og fandt på nye og mere voldsomme måder at ramme befolkningen på.
Hjemmelavede bomber
Mest berygtet er han for sine hjemmelavede bomber, der spredte rædsel i Sarajevo. Milosevic brugte bomber med 250 kilo sprængstof, der er beregnet til nedkastning fra fly. I stedet satte han raketter i enden på dem og sendte dem over byen. På grund af den amatøragtige teknik kunne de praktisk talt ikke styres og ramte tilfældige boligområder.
Den danske folkeretsekspert Frederik Harhoff var en af de tre dommere i sagen – og netop de hjemmelavede bomber var med til at give de 33 års fængsel.
- Man havde ingen styr på, hvor bomberne landede, men sendte disse her meget, meget kraftige bomber ind over byområder. Det er en meget skærpende omstændighed, siger Harhoff.
Glæde blandt ofre
Belejringen af Sarajevo kom, da bosnierne erklærede sig selvstændige, og serberne erklærede krig. Der foregik krigsforbrydelser på begge sider af fronten, men Sarajevo blev et symbol på krisen på grund af stor mediedækning i byen. Mindst 12.000 indbyggere, heriblandt 1.500 børn, blev dræbt under belejringen.
En tredjedel af befolkningen flygtede, inden der blev underskrevet en fredsaftale i 1995. Fygtningene glæder sig nu over dommen over general Milosevic.
- De ansvarlige må stilles til ansvar, hvis bosnierere og serbere skal forsones. Det er nødvendigt med en reel afslutning for alle ofrene, og derfor er dommen glædelig, siger bosniske Meho Selman, der selv flygtede fra landet i 1993.
Flere krigsforbrydere er allerede dømt – hjælper det overhovedet på forsoningen?
- Ja, men det er klart, at der er et stykke vej endnu. Vi slagter ikke hinanden, men vi kysser heller ikke hinanden. De sidste krigsforbrydere må også straffes, siger Selman, der også peger på EU-medlemsskab som en ting, der kan hjælpe bosniere og serbere til at samarbejde mere.
Dragomir Milosevic hørtedommen uden at fortrække en mine. Han kan endnu nå at anke.