Ejendomsmæglerne har igen fået gang i svingdøren i mæglerbutikkerne i de største byer.
Det tredje kvartal af 2012, juli, august og september, har budt på en stigning i antallet af handler på 22 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Det skriver EDC i en pressemeddelelse.
Fremgangen er størst i København, på Fyn og i Øst- og Nordjylland. I landområderne har stigningen ikke bidt sig ordentligt fast.
- Det ses tydeligt, at fremgangen i salget lige nu sker i de store byer. Først og fremmest København og Aarhus, men også Odense og Aalborg er ved at komme godt med, siger EDC's kommunikationschef Jan Nordmann.
Stigningen i de større byer kan være forløberen for flere bolighandler i landområderne.
- Det er et helt typisk mønster på boligmarkedet. Når markedet vender, sker det først og kraftigst i de store byer, og så spreder udviklingen sig til resten af landet senere og i øvrigt også med mindre styrke, siger Jan Nordmann.
Den ekstra travlhed for ejendomsmæglerne er dog ikke endnu grund til at vinke helt farvel til boligkrisen.
- Der er ingen garantier for at boligkrisen nu er overstået, men med 6 måneder i træk med klare forbedringer i situationen, må vi snart være dér, hvor selv de mest pessimistiske ikke længere kan benægte, at salget er stigende. Jokere i udviklingen fremover er dels renten og dels udvikling i ledigheden, siger kommunikationschefen.
Især små lejligheder i de større byer er ved at være en mangelvare, oplyser EDC.