Søndag aften kort før klokken ni modtog politiet i Midt- og Vestsjælland en anmeldelse om et røveri mod Dagli' Brugsen i Lille-Skensved nær Køge.
Det er i sig selv er ikke så usædvanligt - men det der sikkert har fået politiet til at hæve øjenbrynene en smule mere end normalt, var da man hørte alderen på de to røvere.
De unge forbrydere var nemlig kun 11 og 12 år gamle. Bevæbnet med en såkaldt hardballpistol, gik den 12-årige dreng ind i Brugsen og truede sig til kontanter, hvorefter han løb ud til sin 11-årige hjælper, så de sammen kunne tage flugten. Det skriver politiet i deres døgnrapport.
Under flugten valgte en af de unge at skyde 3-4 skud mod vidner.
Politiet fik dog fat i de to lømler, og med hjælp fra en politihund fandt man også udbyttet fra røveriet, som de unge røvere havde smidt i en busk. Drengene er blevet afhørt under overværelse af deres forældre og de sociale myndigheder.