Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
JEG KAN IKKE LÆGGE SKJUL PÅ, at jeg er politisk pessimist. Og det er ved Gud ikke blevet bedre, efter at jeg forlod de bonede gulve i mediebranchen. Ikke noget med, at jeg drømmer om en stærk mand eller kvinde, der lukker ned for demokratiet og gennemfører det rigtige.
Det er en modbydelig tanke. Og det er i øvrigt ikke folket, der skuffer mig. For med turen tilbage til de uprivilegerede klassers hverdag og mødet med dagligdagens mennesker af alle klasser som kunder i vogn 1-0024, er kærligheden til mine medmennesker – den menneskelige optimisme – nærmest blevet større.
SÅDAN ER DET OGSÅ I DISSE DAGE, hvor jeg har forladt den københavnske asfalt for at være moderator, ordstyrer, konsulent, og ”runner” ved CIVILTINGET ved Folkemødet på Bornholm. Jeg skal hjælpe en række røvfattige, små – og dybt engagerede, folkelige bevægelser og organisationer med at trænge igennem den mentale betonmur af spin og mediestøj, som er del af den politiske virkelighed i det moderne, digitale kaos af politisk show, journalistik og sociale medier.
På vej i bussen fra Sandvig kommer en lettere fortvivlet, somalisk flygtning op til chaufføren for på et næsten uforståeligt dansk for at bede ham vente et par minutter på hans søster.
Den somaliske søster er blevet væk.
Jeg kan allerede mærke konflikt-nervøsiteten i kroppen. Måske er det netop sådan en historie, der får en eller anden nævenyttig politiker til at sende et tweet om at ”... nu må det være slut. For det kan vel ikke være meningen, at samfærdslen skal chikaneres, fordi en eller anden afrikansk, muslimsk flygtning ikke kommer til tiden. Vi følger nemlig tidsplanerne i vores kultur. Det må de forstå … ”
Chaufføren venter bare stille og roligt. Og nu kommer den unge, somaliske pige løbende.
- undskyld, undskyld, siger hun og bukker hele vejen ned gennem bussen.
FOLKET ER GODT NOK og ikke alle lønarbejdere er til falds for tidsåndens vrede.
Det er – helt egoistisk – SÅ fedt at få lov til at møde sin medmennesker derude i den ufortolkede virkelighed – inklusive mit lille rådgiver-job ved folkemødet.
Og hvem betaler så gildet?
Det gør såmænd storkapitalen!
Det svensk ejede Teracom, som driver det danske og svenske sendenet til radio og tv og som også ejer BOXER-TV. De har valgt at markedsføre sig på Folkemødet med stikordet mangfoldighed og sponserer både en midlertidig radiostation, som sender på digital radio (DAB og på nettet) de fleste timer i døgnet. Og så altså scenen, jeg talte om – CIVILTINGET.
FINDES DER MON EN KAPITALISTISK SAMVITTIGHED?
Det stritter på 70’er-drengen – de helt forkerte steder. Jeg er politisk opdraget med at ”kapitalen” er demokratisk utroværdig – den går i seng med folket for pengenes skyld.
Men i dag har vi helt andre fjender. Politikere fra rød blok til den sort-blå flokkes i disse år og måneder rundt i den folkelige debat for at undsige internationale, forpligtende fællesskaber, sætte grænser, holde ude og nede – og først og fremmest for at passe på vores ægte, danske kultur. Man kan ikke ligefrem se kulturrevolutionen i kirkerne ved alteret eller ved dåbsfadet – men aldrig har den politiske omsorg for den kristne kultur dog været større. Sikken dog et mylder der ville være i kirken om søndagen, hvis politikerne sagde det, som folket i virkeligheden praktiserer.
Omvendt forsøger det international orienterede erhvervsliv herhjemme forsigtig at bede om, at vi ikke lukker os om os selv. For vi har brug for både de internationale markeder og ikke mindst kompetent arbejdskraft, som vi umuligt kan uddanne nok af herhjemme. Lige om lidt har vi heller ikke faglærte håndværkere nok. Mange af top-erhvervslederne har også sagt fra overfor lempelser i topskatten, fordi de er nervøse for ulighed og sikkert også den sociale kamp, som følger urimelige forskelle på levevilkår i et samfund.
OG FREMTIDENS ERHVERVSLIV?
Min kunde en sen eftermiddag i sidste uge skal til en konference om iværksætteri i energi på helt nye markeder.
Han er økonom – højtuddannet akademiker og ansat som rådgiver i et norsk fond, som investerer i energiprojekter i udviklingslandene – ikke mindst i Afrika. Ikke noget med bare at give penge til korrumperede regimer. Det handler om kapital til iværksættere som kommer både indefra og udefra til de pågældende udviklingslande. Klassisk kapitalisme med en drøm om afkast. Men i bæredygtige, energi-alternative, fællesskabsorienterede, teknologifornyende projekter.
Den unge økonom er siden gymnasieårene gået benhårdt efter at forbedre levevilkårene i ”den 3. verden” ved at stable et nyt erhvervsliv på benene. Udenfor al tvivl: Dette er hans drømmejob.
Og for en ordens skyld: Han pengetank investerer for ca. 70 milliarder årligt!
Jeg kan ikke dy mig: og giver mig hen til mine anfægtelser:
- Jamen for pokker dog. Det er jo en politisk dagsorden. Hvorfor går du ikke ind i politik, spørger jeg?
Svaret kommer prompte.
- Undskyld mig, men det går simpelthen for langsomt!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.