Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
DET STOD KLART, AT DER VAR UGLER I MOSEN, allerede før salget af DONG var gennemført. 96,5% af befolkningen var modstandere af salget, og 200.000 underskrifter blev samlet ind. I et normalt fungerende demokrati ville det få politikere og regering til at droppe et forsøg på at sælge fællesskabets ejendom. Men ikke i Danmark og ikke med de gamle magtpartier ved roret. For Danmark er ikke længere et velfungerende demokrati. Danmark har mere til fælles med en bananrepublik og et kleptokrati, hvor den politiske elite hjælper deres venner i den økonomiske elite.
Offentliggørelsen af statsrevisorernes beretning om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs udstiller den aggressive skimmelsvamp, som har ramt vores folkestyre. Statsrevisorerne konstaterer ganske enkelt, at beslutningsgrundlaget for salget var "ufuldstændigt", at finansministeriet har forbrudt sig mod "god forvaltningsskik" og at "centrale dokumenter" ikke kan findes.
DET ER ALVORLIGE KONKLUSIONER. Det blev ikke tilstrækkeligt undersøgt, om staten kunne have skudt penge ind i DONG i stedet for at hente kapital fra Goldman Sachs, og forligspartierne tog stilling til denne mulighed på et ufuldstændigt grundlag. I dag ved vi, at havde staten skudt pengene ind, så var de elleve milliarder, som Goldman Sachs er løbet med, i stedet havnet i fælleskassen.
Rigsrevisionen kan ikke af sagens dokumenter se, hvordan finansministeriet kom frem til værdiansættelsen af DONG. Så man må formode, at den ansvarlige, Bjarne Corydon, har stukket en finger i kaffegrumset og tænkt på et tal, der gavnede aktionærerne i Goldman Sachs.
Den lave værdiansættelse har været kernen i kritikken. Alt tyder på, at man solgte DONG for en slik. DONGs værdi steg markant umiddelbart efter og er siden eksploderet. Og Goldman Sachs kan grine hele vejen til Cayman Island.
DER ER EN TYPE ØKONOMISK KRIMINALITET, der kaldes mandatsvig. Det er, når man forvalter andres penge og påfører dem et økonomisk tab for at score en gevinst til sig selv eller andre. Det er ulovligt. Meget. Og spørgsmålet er, om det ikke burde undersøges, om salget af DONG falder ind under denne kategori. For klart er det, at man – uden gyldige argumenter eller forarbejde - valgte at sælge vores fælles ejendom til spotpris og lod et multinationalt firma løbe med gevinsten.
Det kunne også være interessant at få prøvet forløbet foran en dommer. For gad vide, om det er straffrit ud fra et juridisk synspunkt? Statsrevisorerne kan nemlig afsløre, at den afgørende fase i salget ikke er dokumenteret. Det viser sig blandt andet, at Goldman Sachs aldrig gav et skriftligt endeligt bud, men kun et mundtligt. Men referatet for det møde er så blevet væk. Det er normalt noget, vi ser i urealistiske krimiserier. Sgu da ikke i den danske retsstat?
Det fremgår også, at ATP var inde i den allersidste fase for at byde ind som alternativ til Goldman Sachs. Havde forligskredsen valgt ATP, var afkastet endt hos alle med en ATP-opsparing og var i øvrigt blevet beskattet, i stedet for at ende i skattely.
ENDELIG KONSTATERER RIGSREVISIONEN, at de aktie-bonusprogrammer, som DONG lavede for sine ledende medarbejdere i forbindelse med salget til Goldman Sachs, har været ekstremt lukrative. Vi er i Danmark ret ømme over vores gode placering på de internationale lister over korruption. Så spørgsmålet er, om en dommer vil synes, at denne del af forløbet op til salget er helt pletfrit, eller om det fortjener grimme betegnelser som bestikkelse, korruption eller nepotisme?
Hele sagen er ikke kun en meget alvorlig begmand til Bjarne Corydon. Men i lige så høj grad til de andre partier, der stod bag aftalen - fra SF til De konservative. Det er en domfældelse over et politisk system, som opfatter fællesskabets værdier som deres egne. Det er et moralsk og demokratisk skråplan.
DET ER TÆNDERSKÆRENDE PINLIGT at høre Henrik Sass Larsen forsøge at tørre ansvaret af på embedsværket og lave en komiske-Ali version, som skal rense Corydon, når selv en folkeskoleelev kan gennemskue, at netop den sag var så eksponeret, at Corydon & co. ikke på nogen mulig måde kan påstå, at de ikke har ansvar for forløbet.
Desværre er det naivt at tro, at de såkaldte ansvarlige partier vil lære noget som helst af DONG-sagen. Der er større chance for, at de vil gentage. De gamle magtapparater og magtpartier vil ikke sikre mere åbenhed og demokratisk debat, hvis en regering ønsker at sælge ud af central offentlig ejendom. De vil heller ikke lukke ned for, at virksomheder og kapitalfonde i skattely kan tjene penge på offentligt ejede virksomheder.
De vil i stedet varetage den politiske og økonomiske overklasses interesser over befolkningens, som de har gjort de seneste 35 år. Så medmindre vi skifter hele bundet af politikere fra de gamle magtpartier ud, kommer vi til at opleve magtmisbrug – igen og igen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.