Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DER BLIVER GÅET TIL MAKRONERNE i den kommunale valgkamp.
Der er heller ingen tvivl om, at de sociale medier – og væsentligst Facebook – har betydet, at der bliver slået ekstra hårdt på tromme. For der er jo millioner af danskere, der spiller med. Og så mærker jeg tydeligt i mit eget ”taxi-parlament”, at der virkeligt er noget at slås om, selv om det er politikerne på Christiansborg, der ligger de brede rammer for de kommunale budgetter.
Det kan godt være, at skatteindkrævningen lige nu er begrænset af en blå finansminister. Men vælgerne føler sig mindre begrænset af partifarverne – især i kommuner udenfor København. Det kan man strengt ideologisk sige er slapt. Men i virkeligheden er det tættere i pagt med demokratiets ånd. Vi stemmer ifølge grundloven ikke på ideologier – vi stemmer på personer.
Kandidaterne, skal knytte deres ideer og forslag til deres partifarve – det er ikke partierne, der sender deres missionærer.
I dagens blogindlæg – en lille uge inden valget – vil jeg skrue ned for vreden og surheden og skrue op for kærligheden til vores demokrati. Måske er der særligt brug for det i en tid, hvor vi sparker til dem, der ikke forstår den danske kultur og historie med frie valg, folkelighed og fredsommelighed – og tonen er jernhård i det politiske debat. Jeg tænkte over det - gik tilbage i mine egne oplæg og opslag - og ja!
DER ER LIGE LOVLIG MEGEN KRIG og krigsretorik i valgKAMPEN.
Lad mig for en ordens skyld komme med en politisk varedeklaration:
Jeg er politisk (uorganiseret) til venstre for midten. Jeg betragter mig som socialist – men jeg er ikke marxist. Jeg mener ikke, at arbejderne SKAL eje produktionsmidlerne og at fællesskabet nødvendigvis er den rette arbejdsgiver. Lige så lidt som liberalisterne, der vil kastrere staten – og med stor tjenstvillighed fra det politiske, akademiske centrum har solgt ud af vores fælles ejendom i den ene skandaløse privatisering efter den anden, bryder jeg mig om herliggørelsen af statens magt. Tankerne om kontrol, forbud overvågning er ubehagelig og modstanden mod statsdiktaturet burde fylde meget mere på den brede venstrefløj.
Jeg støtter den udlevede – grønne politik. Altså den, der bliver til noget i praksis – frem for at vi lægger os til at ”dø” i den globale opvarmning.
Ligesom jeg går ind for at skaffe langt flere unge i langt mere attraktive, faglige uddannelser. Frem for at dyrke de gymnasiale uddannelser som en religion og ryste i bukserne over den håndværker-immigration der bliver nødvendig lige om lidt.
Udvikle en levende folkeskole – frem for at bekymre os så meget over friskolernes vækst.
Deleøkonomi, hvor det ikke er storkapitalen, der skummer fløden.
Fællesskab, der forpligter, som det er sagt så ofte på højskoler og i forsamlingshuse.
JEG HAR SAGT DET MANGE GANGE i mine beretninger fra det virkelige taxiliv: Der er langt mindre politisk dogmatik i min taxi end i medievirkeligheden.
Jeg møder konservative, som ikke vil sænke topskatten- Bborgerlige, som ikke ville sælge DONG. Socialister, der gerne vil tale brugerbetaling i det statslige og kommunale. Knaldrøde pirater, som synes, at man skal forbyde fundamentalisme. Humanister, der vil have mere politi på gaderne. Soldater, der er modstandere af de krige, de deltager i.
De tænker på tværs af partier og ideologier og er tættere på folkestyrets ånd og bogstav.
LIGE nu bør vi ikke tale kommunevalget ned i den sump af politikerlede og ”det nytter ikke en skid - de gør alligevel, hvad der passer dem”. For kandidaterne ER tættere på. Eller i hver fald: Partierne har kandidater, som lever et ganske almindeligt liv.
Det er det særlige ved det kommunale valg, hvor de fleste kandidater endnu ikke har gjort politik til deres levebrød.
SÅ HVIS DU ER TRÆT af mande-kulturen og sexismen i politik, - gå ud og stem på den kvinde, der tør sige det åbent og sige fra.
Hvis du ser, at der er færre repræsentanter for en voksende ældre generation – stem på den ældste.
Hvis du er træt af en voksende klasse af akademikere og økonomer – djøfiseringen af politik – så brug dog google til at finde ud af, hvad det er for en virkelighed, han kender til – den unge, velfriserede mand med slipset på valgplakaten. Hvornår fik han sidst hår hud på fingrene?
Hvis du vil fastholde FOLKET i folkestyret - gå dog ud og stem på de sygeplejersker, elektrikere, specialarbejdere, skolelærere, SOSU-assistenter, førtidspensionister, lærlinge, der står på listen for det parti, du føler dig tættest på.
Eller endnu klarere: Skift til nabopartiet, hvis ikke du finder en troværdig kandidat der, hvor du plejer at stemme.
GØR SOM DET SLAGORD i journalistikken, jeg lærte på højskolen i Århus for 40 år siden: ”Show it, don’t tell it”:
Vis, hvad du vil i stedet for at snakke så meget om det.
Brug en time inden valget på tirsdag på at ”forske” i kandidaterne, før du sætter dit kryds.
Og for guds skyld – og især til de unge: Mød nu op på valgdagen!
For hvis vi opgiver troen på folkestyre, forandring og kommunevalg lige nu, kaster vi demokratiet fra os.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.