Ulf Harbo er medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for Enhedslisten, og er folketingskandidat. Det meste af fritiden - fra både kommunalpolitik og jobbet som friskolelærer - bruger Ulf Harbo nu på at være bisidder og samfundsdebattør. Bisidder-opgaverne gælder primært borgere i hele Danmark, som er udsat for ulovlig og skadelig sagsbehandling af deres egen lokale kommune - især i deres personlige sager om sygedagpenge, fleksjob og førtidspension.
MANGE HADER deres ressourceforløb i det lokale jobcenter, fordi de allerede har været i det kommunale helvede i årevis. Og frem for at se et beskæftigelses- eller helbredende formål føler de sig ydmyget af formålsløse kommunale tiltag, som skader deres helbred i ressourceforløbet.
Men der er også kronisk syge og handicappede mennesker, som står helt uden indtægt på grund af formue eller ægtefælle, eller som har været på kontanthjælp i årevis og er så dårligt udredt af sundhedssystemet, at de ikke kan få hverken fleksjob eller førtidspension og derfor faktisk ønsker et ressourceforløb for at komme væk fra den uværdige behandling, man får i kontanthjælpssystemet.
Problemet for mange af disse medborgere er, at det kan være lige så svært at få tildelt et ressourceforløb, som det er at blive godkendt af kommunen til et fleksjob eller førtidspension. Sådan er virkeligheden i mange kommuner på trods af den enkelte borgers massive helbredsproblemer, svært nedsat funktionsniveau eller mange år på kontanthjælp eller såkaldt selvforsørgelse - som normalt betyder en egen indkomst på cirka 0 kroner og dermed total afhængighed af fx en ægtefælle/samlever.
Mange vil nok undre sig over, at det er SÅ svært at få hjælp, hvis man som dansk borger i verdens lykkeligste land er syg og uden en ugentlig eller månedlig indkomst.
BØR MENNESKER, som ikke kan klare et almindeligt løn-arbejde på grund af kronisk sygdom eller handicap, ikke som minimum have en revalidering eller et ressourceforløb i stedet for at blive fastholdt i årevis på kontanthjælp? Hvad er det for regler, der sætter barrierer op for de allersvageste? Er det Folketingets lovtekster, ministeriernes bekendtgørelser - og/eller den lokale kommunes forvaltning og fortolkning af reglerne?
Som bisidder for mange borgere i hele landet har jeg i en del kommuner oplevet, at det konkrete og individuelle skøn - der ifølge loven skal benyttes, når syge borgere uden forsørgelsesmulighed søger hjælp - ofte undlades, fordi mange jobcentre i stedet følger uskrevne regler, som bruges til at vende syge borgere i døren.
Borgere, der søger hjælp, bliver simpelthen "forklaret", at de "ikke passer i målgruppen". Det lyder vel rimeligt i manges øre - loven har åbenbart en målgruppe, som den enkelte "desværre" falder uden for.
Men ER det nu også sådan, at en hjælp-søgende syg borger ifølge loven kan falde uden for målgruppen?
Til at afvise syge borgere, der søger hjælp, bruger mange kommuner denne lovtekst: "Indsatsen i ressourceforløbene skal være tværfaglig og sammenhængende "
Ja, man kan med god ret spørge, hvad dette har med lovens målgruppe at gøre?
Jo, for mange kommuner er det ganske simpelt: Kun en syg borger, der passer med kommunens indsatser inden for BÅDE beskæftigelse/uddannelse, det sociale område OG sundhedsområdet kan komme i et ressourceforløb.
DET ER ikke nok at være uarbejdsdygtig. En syg borger skal i kommunens kreative bogføring OGSÅ have noget misbrug, familieproblemer, have behov for uddannelse eller andet, som kan komme i indsatsplanen, før kommunen mener at borgeren er i målgruppen til et ressourceforløb.
Men lad jer ikke narre - mange kommuner tolker loven, som fanden læser Biblen. Og så bryder de oven i købet med en grundlæggende paragraf i den lov, som lovgivningen skal forvaltes efter - Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
I beskæftigelsesministeriets vejledning til loven står der blandt andet:
"Visitation til ressourceforløb vil altid bero på en konkret og individuel vurdering af den enkeltes situation. Visitation til ressourceforløb forudsætter, at borgeren har sammensatte, komplekse problemer udover ledighed, der vil kræve en tværgående indsats i forhold til 1) beskæftigelse/uddannelse, 2) det sociale område og/eller 3) sundhedsområdet."
Som mange kommuner læser loven, bliver et ELLER til et OG - hvilket i praksis betyder, at man følger en ulovlig og uskreven regel om, at der SKAL være indsatser inden for BÅDE beskæftigelse/uddannelse, det sociale område OG sundhedsområdet. For at man kan komme i et ressourceforløb.
Dermed tilsidesætter de pågældende kommuner en af de aller vigtigste retsgrundsætninger for myndighedsudøvelse, som altid gælder når en myndighed skal træffe en afgørelse.
Nemlig at sætte en konkret individuel helhedsvurdering under en enkel regel - som ovenikøbet er en omskrivning af Beskæftigelsesloven!
Jeg siger det lige en gang til for prins Knud:
Når en kommune sætter et skøn under en regel, så overtræder kommunen et af de vigtigste principper for god forvaltningsskik og bryder med et grundlæggende princip i forvaltningsretten, hvilket er ulovligt.
I en kommune har jeg oplevet, at man er gået skridtet videre. Her har kommunen lavet
sit helt eget regelsæt og mener, at kun borgere, som er stationære og fuldstændig udredt kan få et ressourceforløb.
Da jeg som bisidder for en borger kom ind i sagen, stod borgeren i et tomrum. For kommunen ville ikke træffe en afgørelse på borgerens ansøgning om hjælp med dét argument, at man ikke kunne søge om et ressourceforløb.
Men efter mange klager og pres lykkedes det endelig borgeren at få en afgørelse. Og sagen røg til Ankestyrelsen, som hjemsendte afgørelsen til kommunen. Kommunen blev pålagt at sende sagen til sit rehabiliteringsteam med henblik på en ordentlig afgørelse - fordi der var tale om en person, som ikke skulle være på kontanthjælp på grund af komplekse problemer ud over ledighed.
For kommunen er det åbenbart også en principsag at opretholde sin ulovlige sagsbehandling. Så selvom Ankestyrelsen skriver, at dens afgørelse er endelig og ikke kan klages over, så har kommunen alligevel bedt Ankestyrelsen om at genoptage sagen!
Nu kan vi så kigge på kommunens argumenter for at opretholde ulovlighederne blandt andet med følgende argument:
"Først når XXX's helbredsmæssige situation er endelig udredt og stationær, kan arbejdsevnen i forhold til arbejdsmarkedet afklares og danne grundlag for, hvorvidt der kan/skal træffes afgørelse om revalidering, fleksjob, ressourceforløb og førtidspension."
Som bisidder og politiker har jeg dog også nogle principper, og jeg har derfor klaget til borgmesteren. Og folketingsmedlem Finn Sørensen (EL) har skrevet til beskæftigelsesministeren om den ulovlige praksis på området.
I kølvandet på de cirka 24.000 regler, som de fleste af Folketingets partier har stemt for de sidste 15 år, må man desværre konkludere, at kommunerne har lavet deres egne skufferegler og nu er blevet eksperter i at overtræde landets lov.
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vrides og vendes. Det brede skøn, som loven foreskriver, bruges i min erfaring sjældent.
Ressourceforløb blev desværre ikke den helhedsløsning, som den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) bruge som argument for at indføre det, men er i stedet blevet til en del af det dyre og ineffektive beskæftigelsescirkus ganske som hun blev advaret om utallige gange i forbindelse med fleksjob- og førtidspensionsreformen.
Efter tre års eksperimenter med de svagest stillede lønmodtagere bør vores ansvarlige lovgivere tage loven op til en gevaldig revision. Nu!
For som det ser ud nu, gør ressourceforløb flere danskere mere syge. Barren sættes simpelthen for højt og kommunerne giver primært ressourceforløbene til de borgere, som ikke kan bruge dem, men som tværtimod bliver mere syge af det og gør alt hvad de kan for at fastholde dem, som kunne have glæde af et ressourceforløb, i kontanthjælpssystemet vha. ulovlige afgørelser.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.