DER ER ikke længere nogen retssikkerhed i mødet med den offentlige forvaltning. Den vurdering fremgår af en rapport fra Advokatrådet og af undersøgelser fra både Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Sjældne Diagnoser og Landsforeningen Autisme (alle fra 2015 bortset fra undersøgelsen fra Danske Handicaporganisationer, der er fra 2014).
Tendensen er især eskaleret efter kommunalreformen i 2007 parallelt med en række meget hårde arbejdsmarkeds- og socialreformer og store kommunale besparelser. En af reformerne ændrede fra juli 2013 klagesystemet væsentligt, så Ankestyrelsen nu er den eneste klageinstans og oven i købet synes politiseret.
Retssikkerhed er et objektivt mål for, at mødet med en offentlig myndighed går ret for sig. Advokat Sanne Møller har givet følgende definition af begrebet i min bog Et liv i andres hænder (Unitas Forlag 2014): ”Retssikkerhed er, forenklet set, når der er sammenhæng mellem den ret og pligt, som borgeren kan læse i loven, og den ret og pligt, som borgeren rent faktisk oplever udøvet af de offentlige myndigheder.” Man skelner mellem materiel retssikkerhed, som handler om indholdet i en afgørelse, og processuel retssikkerhed, som handler om spillereglerne for, hvordan afgørelsen skal træffes.
ADVOKATRÅDET identificerer tre områder i den offentlige forvaltning, der er problematiske for retssikkerheden:
Forvaltningen går ofte lige til lovens grænser eller lidt uden for dem. Advokatrådet ”… finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at forvaltningen har mulighed for en grænsesøgende afgørelsespolitik med henblik på at reducere driftsomkostninger uden nogen konsekvenser for forvaltningen. Forvaltningen bør ikke kunne indrette sin praksis efter, at det ikke har nogen form for negative virkninger, når den giver afslag på, reducerer kvaliteten af eller ophæver en løbende ydelse …” Denne forvaltningspraksis har meget store negative konsekvenser for de borgere, som lider økonomiske tab eller ikke kompenseres for konkrete funktionsnedsættelser.
Forvaltningen iagttager ikke konsekvent vejledningspligten, og den drager ofte tvivl om retten til at have en bisidder eller rådgiver med til mødet. Mange borgere kender slet ikke til denne ret, og den manglende sagkyndige rådgivning og bistand er et stort problem.
Siden den 1. november 2014 har borgeres møder med den offentlige forvaltning som udgangspunkt skullet foregå via digital kommunikation. Nogle borgere er endnu ikke klar til at få digitaliseret deres kommunikation – og nogle bliver det måske aldrig. Desuden er der i selve digitaliseringen en række retsligt problematiske forhold.
DANSKE HANDICAPORGANISATIONERS undersøgelse viser, at mange af deres medlemmer er presset på retssikkerheden på en lang række områder såsom lange sagsbehandlingstider, manglende oplysning af sager, manglende individuel vurdering af behov eller speciallægeerklæringer, som ikke bliver taget tilstrækkeligt alvorligt. Den viser også, at der er borgere, der har modtaget trusler i forbindelse med sagsbehandlingen. Og så peger den på, at nogle kommuner træffer afgørelser, som de ved, at de ville tabe, hvis sagerne blev påklaget til Ankestyrelsen.
Det Centrale Handicapråds undersøgelse dokumenterer, at der er store gaps (forskelle) mellem, hvorledes kontakten mellem borgere med handicap og den kommunale forvaltning opfattes af henholdsvis borgerne, borgernes pårørende, sagsbehandlere og ledere. Borgerne og deres pårørende vurderer generelt kontakten og sagsbehandlingen lavt på alle parametre; mange af dem føler sig ikke hørt af kommunerne og oplever ikke, at de har indflydelse på deres situation. Sagsbehandlerne og lederne vurderer derimod kontakten og sagsbehandlingen meget højere.
Sjældne Diagnosers undersøgelse stiller skarpt på borgere med sjældne sygdomme og handicap i krydsfeltet mellem sundhedsvæsenet og det sociale system. Disse borgeres sygdomme/handicap er komplekse med behov for indsatser på tværs af sektorer og kontakt med mange forskellige fagpersoner. Undersøgelsen viser, at mange af dem oplever sig mistroet af ansatte i sundhedsvæsenet og i det sociale system og dårligt informeret om deres sygdomme og sociale rettigheder. De må selv bruge endog megen tid på at opsøge information, formidle den til forskellige fagfolk, søge om ydelser, koordinere indsatser og passe behandling.
I Landsforeningen Autisme har man foretaget en spørgeskemaundersøgelse hos medlemmerne om forældrenes oplevelse af kommunernes hjælp. Resultatet er bekymrende: mange oplever sig ikke hørt, når de beder om hjælp, men har gennemgået årelange belastende forløb, hvor de blev nægtet forståelse og hjælp. En del af dem har selv fået forringet funktionsevne efter års kamp med kommunen, selvom udgangspunktet var et barn og ikke en voksen med en diagnose. Blandt følgerne er eksempelvis stress og depression. Og således slutter den sig til rækken af undersøgelser, der dokumenterer, at vores sociale system gør nogle borgere mere syge, end de allerede er i forvejen!
ADVOKATRÅDET er kommet med en række anbefalinger til, hvad man kan gøre for at rette op på retssikkerheden. De peger blandt andet på følgende:
- At man i højere grad benytter sig at retsmidlet opsættende virkning – det vil sige, at en afgørelse først får virkning, når den er endelig stadfæstet.
- At der bliver skabt en lovhjemmel for fuld godtgørelse til borgeren af ikke-økonomisk tab ved ulovlige afgørelser.
- At man opretter et uafhængigt og permanent råd på det sociale område, som skal kontrollere kommunerne.
- At der i Forvaltningsloven indføres en pligt for forvaltningen til at vejlede borgere om retten til bisiddere.
- At borgere i særligt indgribende eller komplicerede sager direkte kan få beskikket en advokat og få dækket rimelige sagsomkostninger i den forbindelse.
- At digitaliseringen ikke gennemføres hurtigere, end at man samtidig kan udvikle it-systemer, der respekterer retssikkerhedsgarantierne.
SELVOM DEN pressede retssikkerhed er et alment kendt problem og er blevet påtalt adskillige gange over for adskillige social- og beskæftigelsesministre, har de ikke villet gribe ind. De har således igen og igen henvist til ”det kommunale selvstyre” og udtalt, at de har haft ”tillid” til kommunerne.
En enkelt undtagelse er, at det er lykkedes handicapordfører Karina Adsbøl (DF) at opnå opbakning hos alle Folketingets partier inklusive den nuværende socialminister Karen Ellemann (V) til et meget afgrænset beslutningsforslag om opsættende virkning i klagesager under Serviceloven. Det skal regeringen fremsætte lovforslag om i næste folketingsår.
Derudover venter vi stadig på, at regeringen sikrer retten for disse borgere.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.