I en af de såkaldte svenskersager er to mænd fra rockermiljøet tirsdag blevet idømt fængsel i henholdsvis 16 år og i 15 år og otte måneder.
Det oplyser Københavns Politi.
Mændene har tilstået i retten, at de sidste efterår bestilte en ung svensker til at begå et drab på Blågårds Plads i København.
Det er første gang, at egentlige bagmænd dømmes i den lange række af tilfælde, hvor unge svenskere sidste år tog med tog og fly til Danmark for at begå voldelige handlinger.
Tidligere er der afsagt domme over hjælpere, der for eksempel har sørget for indkvartering eller samlet de rejsende op efter ankomsten til Danmark.
Men nu er der altså afsagt dom over de egentlige bagmænd. Tilståelsen blev aflagt i et retsmøde fredag, og tirsdag morgen faldt dommen.
Det tiltænkte offer var fra banden Loyal to Familia. Forbrydelsen blev dog ikke realiseret.
Den unge svensker blev sendt mod indre Nørrebro for at begå drabet sidst på aftenen 10. september sidste år.
Men godt to timer senere blev svenskeren anholdt af politiet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Københavns Politi om sagen.
Den 19-årige svensker kom til Danmark 7. september. I de følgende dage blev han indkvarteret af de to nu dømte rockere. Og til sidst udstyrede de ham med en pistol og en elcykel.
De to er henholdsvis medlem af Hells Angels og fra støttegruppen AK81.
Den ene, 29-årige Abdullah Cakici, straffes ikke bare med en tillægsstraf på 15 år og otte måneder.
Han fratages sit danske statsborgerskab, ligesom han udvises af Danmark for bestandig. I forvejen har han også et tyrkisk pas.
Den anden, 26-årige Lucas Møller Birch Hansen, er idømt fængsel i 16 år.
Begge har på stedet anket til Østre Landsret. De vil have nedsat straffen.
I byretten bad den 29-åriges forsvarer, advokat Rune Wiborg, om en straf på mellem ni et halvt år og ti års fængsel. Han ønskede, at der skulle gives rabat på grund af tilståelsen.
Men byrettens dommen er altså nået frem til et helt andet resultat. Der er ikke grundlag for at mildne straffen på grund af tilståelsen, påpeger specialanklager Laura Birch. I pressemeddelelsen lægger hun vægt på den meget alvorlige kriminalitet.
- Det ses ofte i tilståelsessager, at der gives en form for "tilståelsesrabat", men det har retten ikke fundet anledning til her, udtaler hun.
/ritzau