DET DANSKE SAMFUND bruger årligt store milliardbeløb på at holde beskæftigelsessystemet i gang. Mange borgere opholder sig i systemet i ganske mange år, mens de gøres til genstand for alle mulige former for ”indsatser”. Hele processen er koblet op på omfattende dokumentationskrav, som sluger meget af sagsbehandlernes tid. Beskæftigelseseffekten skønnes dog at være ganske lille, og ingen direktør i det private erhvervsliv ved sine fulde fem ville insistere på at holde et lige så omkostningsfuldt system i gang, hvor udbyttet ikke stod i et rimeligt forhold til omkostningerne.
Men ikke bare omkostningsniveauet og proceskravene i beskæftigelsessystemet er absurde. Selve substansen i beskæftigelsespolitikken er på mange områder absurd.
I FORBINDELSE MED min seneste bogudgivelse Et liv i andres hænder (2014) og som debattør af social- og beskæftigelsespolitik får jeg mange henvendelser fra syge mennesker, der fortæller om, at de er blevet klemt af lovgivningen om sygedagpenge, kontanthjælp, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension og kommunernes forvaltning heraf i deres sager.
Henvendelserne handler for eksempel om det frustrerende i, at regeringen Lars Løkke Rasmussen (V) har flyttet behandlingen af ledige med sygdom eller sociale problemer fra Socialministeriets til Beskæftigelsesministeriets ressort og dermed markeret, at man ikke længere anerkender og vægter sygdom som et vigtigt parameter i indretningen af det sociale sikkerhedsnet. De handler om lovgivning og sagsbehandlere, som ikke respekterer lægeattester og alvoren i sygdomme, men for eksempel sender svært syge borgere i helbredsskadelige ressourceforløb. Eller de handler om manglende sammenhæng mellem udredning og behandling i sundhedssystemet på den ene side og kravene i beskæftigelsessystemet på den anden.
De handler om systemets drænende langsommelighed og om kommuner, der trækker åbenlyse sager i langdrag, og de handler om ventetid på ubestemt tid.
De handler om mangelfuld og fejlfyldt sagsbehandling, der ikke lever op til retningslinjer om retssikkerhed i forvaltningen.
De handler om uklar kommunikation, hvor der ikke er overensstemmelse mellem aftaler og det, der kommer fra kommunen. De handler om trusler, for eksempel trusler på ytringsfriheden.
Og de handler om fysisk syge mennesker med sjældne eller svært udredelige lidelser, som man kalder ”funktionelle”, det vil sige psykiske eller indbildte. Denne omskrivning indebærer, dels at det bliver næsten umuligt for dem at få forlængede sygedagpenge eller førtidspension, dels at de udsættes for kvaksalveri og nægtes de relevante helbredsundersøgelser og behandling.
P1 MORGEN havde i juni måned en række temaudsendelser om netop ”syge i job”. I en af dem fortalte privatrådgiver Zanny Arina Lundgaard om, at hun havde været med en svært syg kvindelig klient til et møde i rehabiliteringsteamet. Kvinden havde i løbet af sine fire år i kommunens vold mistet 15 timers ugentlig arbejdsevne og kunne nu kun magte én time hver anden uge. Men rehabiliteringsteamet indstillede hende til flere års ressourceforløb, og hun fik umiddelbart efter mødet et psykisk sammenbrud og måtte køres til seks ugers psykiatrisk indlæggelse.
Den slags behandling kan man finde mange eksempler på i mediefladen og på de sociale medier.
En række juridiske og medicinske sagkyndige har kritiseret den manglende retssikkerhed for syge borgere. En af dem er professor i socialret Kirsten Ketscher. Hun skrev i 2011 i Fagbladet 3F, at forvaltningen af den daværende lovgivning om sygedagpenge, fleksjob og førtidspension sine steder var på kanten af tortur og nedværdigende behandling. Hun viderefører sit synspunkt i en nyere artikel i Altinget fra 2016, hvor hun fastslår, at borgerne med ressourceforløbene har mistet retten til at være syge, og at der er åbnet for at pine og plage dem i årevis. Hun understreger, at en del af ressourceforløbene er på kollisionskurs med forbuddet mod nedværdigende og ydmygende behandling i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er jo en meget alvorlig anklage!
DET ER TANKEVÆKKENDE, at mennesker presses så hårdt i systemets vold, at nogle af dem nedbrydes psykisk eller invalideres (yderligere) ved selve systemets behandling! Gør det slet ikke indtryk på regeringen og politikerne bag den aktuelle beskæftigelseslovgivning?
Når man alligevel har ladet dette enorme bureaukratiske maskineri fortsætte år efter år, så kunne man få den grimme mistanke, at systemet reelt tjener til at straffe ledige og til at få mennesker på det eksisterende arbejdsmarked til at acceptere massive forringelser i arbejds- og lønvilkår for ikke selv at ende i systemets vold. Derudover kunne man få den opfattelse, at det i sig selv har været et formål for politikerne bag systemet, at det skal generere gratis arbejdskraft til danske virksomheder og til dele af driften af den offentlige sektor selv.
Beskæftigelsespolitikken bør gentænkes helt fra bunden med fokus på, hvad der gavner både borgere og arbejdsmarked. Den skal ikke slå alle ledige i hartkorn, men sagligt differentiere mellem de forskellige grupper og behandle dem herefter. Og den mistillid, der gennemsyrer tilgangen til borgerne i dag, skulle man lægge bag sig. Når man spørger om socialt bedrageri og ser på dokumentation fra Ankestyrelsen herfor, så er kommunerne dog i disse år de største bedragere.
Hvis politikerne opgav det store kontrolbureaukrati, ville man få råd til reelle indsatser, herunder til at sikre de alvorligt syge ordentlige vilkår på sygedagpenge, i fleksjob og på førtidspension. Det ville være godt for de syge og i et længere perspektiv have stor samfundsøkonomisk værdi.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.