David Trads er journalist og forfatter.
JEG HOLDER NORMALT ganske meget af Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, men deres mavesure angreb på ’folket’ efter den britiske folkeafstemning er alt andet end kønt:
De to erfarne herrer er faktisk både arrogante og historieløse:
Arrogante, fordi de øjensynligt mener, at almindelige mennesker ikke kan forstå komplekse forhold – modsat dem selv, selvfølgelig. De forstår alt. ’Vi’ andre begriber ingenting.
Historieløse, fordi de ’glemmer’ de gange, de selv har valgt at udskrive en folkeafstemning for at undgå et ’forkert’ folketingsflertal, eller ’fortrænger’, da de selv stemte ’forkert’.
Jeg er selvsagt – som Lykketoft og Ellemann-Jensen – tilhænger af repræsentativt demokrati. Altså at vi vælger et Folketing, hvis flertal bestemmer landets retning. Kun når Grundloven ændres – især ved afgivelse af national suverænitet – bør folkeafstemninger bruges.
De folkeafstemninger, vi har haft om EU – i 1972 (ja/nej), 1986 (indre marked), 1992 (Maastricht), 1993 (forbeholdene), 1998 (Amsterdam), 2000 (euroen), 2014 (patentdomstol), 2015 (retsforbehold) – giver alle god mening.
Hvorfor?
Fordi de respektive regeringer åbenlyst ønskede, at Danmark som nation – tæt på uomgængeligt – skulle fraskrive Folketingets ret til at bestemme alt. Det er en enormt vidtrækkende beslutning, som ikke kun handler om fakta, men også om følelser.
FOLK STEMMER JA OG NEJ af mange årsager. Nogle har læst alle papirerne – og af dem stemmer nogle ja, andre nej. Andre har overhovedet ikke fulgt med. De fleste er nok midtimellem. Det er helt ok med mig. Enten kan politikere overbevise os. Eller også kan de ikke.
Det er udtryk for arrogance, når Lykketoft og Ellemann-Jensen vrisser af Storbritannien for at have holdt en folkeafstemning. Det er endnu værre, når de surmuler over, at et flertal tillod sig at sige farvel og tak. Det er dog en central værdi i et demokrati, at ikke alle er enige.
Det er ikke bare arrogant, men også udtryk for historieløshed – bekvem historieløshed – når de ’glemmer’, hvad der skete på deres vagt som aktive toppolitikere: Tag bare dengang i 1986, da den daværende Firkløver-regering ville have Danmark med i EF’s Indre Marked.
Den borgerlige regering, anført af supereuropæeren Ellemann-Jensen, dengang udenrigsminister, kunne ikke få aftalen gennem Folketinget – ikke mindst fordi Socialdemokratiet, hvor Lykketoft indtog en ledende rolle, var imod. Det lignede et dansk nej.
Men:
SÅ GREB Poul Schlüter, daværende statsminister, initiativet. Han udskrev folkeafstemning, som førte til, at et stort flertal af danskerne stemte ja tak til Det Indre Marked. Folket havde, hvis man skal følge Ellemann-Jensens og Lykketofts logik i dag, bedre overblik end politikerne.
Hvis statsministeren havde undladt at spørge folket i 1986, ja, så ville Danmark formentligt ikke have tiltrådt Det Indre Marked. I hvert fald kun med mange forbehold. Ellemann-Jensen ville have tabt ansigt, og Lykketoft, ja, han ville sikkert have stemt nej.
Da ’folket’ fik ordet, førte det ud over det konkrete ’ja’ også til, at Socialdemokratiet og De Radikale gik fra nølende EF-opbakning til begejstret EF-støtte. ’Folkets’ røst flyttede den førte politik mere end noget politisk kompromis bag lukkede døre på Christiansborg.
I dag er jeg sikker på, at d’herrer Lykketoft og Ellemann-Jensen er taknemmelige for, at ’folket’ så klarere end dem dengang for 30 år siden. Alt andet ville i hvert fald være aldeles arrogant og, ja, historieløst.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.