David Trads er journalist og forfatter.
Et af de bedste job, jeg har haft, var som pædagogmedhjælper i en vuggestue lige efter gymnasiet – og her legede jeg pudeleg, hældte spandfulde af vand over nøgne børn, skiftede deres ble, og, gys, jeg kyssede dem i et væk!
Det var i midten af 1980erne – og jeg er ret sikker på, at Lærke, Hektor, Anni, og hvad nu alle de et- til tre-årige vuggestuebørn ellers hed, elskede at være i den institution. Når børnene havde behov for trøst, ja, så sad de – selvfølgelig – på vores skød, fik et kram, et knus, et kys.
Havde vi overhovedet regler i den vuggestue for, hvordan vi voksne skulle opføre os? Jeg kan simpelthen ikke huske det. Det logiske behøvede selvsagt ikke at blive skrevet ned: Vi skulle skabe de bedste rammer for børnene – og nej, vi skulle selvsagt ikke forgribe os på dem.
Helt ærligt: Det er sgu’ en fornærmelse mod alle de pædagoger, som arbejder i vores institutioner, at der i kommunerne udarbejdes så specifikke regelsæt for deres omgang med børnene. Tror de mennesker, som skriver de regler, at alle er potentielle pædofile?
Tag engang Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær og medlem af BUPL’s forretningsudvalg, som i Berlingske opfordrer til ’klare regler’ for kys for ’at afklare, om kysset er pædagogens behov for at pussenusse med barnet.’ Ja, det siger hun Gud-hjælpe-mig, og hun fortsætter:
”Det er smaddervigtigt, at personalegruppen tager diskussionen og laver nogle retningslinjer. Kysser vi? Kysser vi ikke? Og hvis vi kysser, hvordan kysser vi så?”
Det lyder, synes jeg, som noget fra George Orwells dystopiske fremtidsroman ’1984’, hvor Kærlighedsministeriet opstiller så indviklede regler for samkvem, at ingen forstår dem:
”Kysser vi? Kysser vi ikke? Og hvis vi kysser, hvordan kysser vi så?”
Det er næsten uhyggeligt at læse den slags. Er vi virkelig kommet dertil i vores forhold til børn, at vi, som Berlingske faktisk skriver, har brug for en diskussion af den ’professionelle kærlighed’? Hvad i alverden er det for noget? Professionel kærlighed?
Dorthe Boe Danbjørg, som er formand for noget, der hedder FOLA – forældrenes landsforening – taler i samme artikel om behovet for, at ’børnepasning skal være mere professionelt’, og at der derfor er behov for klare ’kysseregler’.
Åh, jeg får det helt dårligt over tanken om al den ’professionalisme’, alle de ’kysseregler’ og alle de ’retningslinjer’, som der åbenbart er behov for. Jeg kommer til at tænke på omkvædet fra den gamle Gnags-sang:
”Du trænger til nogen
der kysser din næse
Og nulrer dine øer.”
Kan det virkelig være rigtigt, at vi er blevet så kropsforskrækkede og så rædselsslagne for de få – uendeligt få – tilfælde af overgreb mod børn i vores institutioner, at vi bliver så kolde i vores omgang med børn? Kan det passe, at ’professionalisme’ skal skubbe ’kærligheden’ ud?
Jeg håber, det virkelig ikke – og jeg tænker på Bertel Haarder, kulturministeren, som forleden, da han blev spurgt om sit forhold til nøgenbadning (!), svarede:
”Tidligt på sommeren er det ikke sikkert, at jeg har badetøj på, hvis der ikke er nogen på stranden. Min generation har jo ingen problemer med nøgenhed – det er noget andet med vores børn og børnebørn. De er jo så blufærdige, at det halve kan være nok.”
Nemlig. Tag det nu med ro. Hold nu op med at lægge al den afstand til hinanden. Lad ikke overdreven regelrytteri kommer imellem os og børnene. Kys dog det barn. Det bliver alle glade over. Varme, nærhed og følelser kan vi aldrig give hinanden nok af.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.