Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DA JEG VAR CHEF i DR (først for P3 og siden hen for det samlede radio-indhold), var der især to faggrupper, vi frygtede, når vores programmer skulle testes over for et publikum: Reklamefotografer og taxichauffører! Begge grupper er nemlig karakteriserede ved, at de lytter – en meget voldsom mængde radio.
Selv om jeg som programchef var berygtet for min mega-lytning, oplevede jeg flere gange at blive sat til vægs af storkunderne i butikken: De lyttere bag deres kameraer og opstillinger og i deres "taxi-stuer". De har fået alle detaljerne og misforståelserne med.
Det er en slags radiofonisk hævnaktion i mit liv, at den gamle underviser, konsulent og programchef udi lydmediet nu lytter til radio hele vejen igennem. Jeg starter med klassisk musik og sidenhen ronkedoren på P4, Hans Otto Bisgaard i den ene ende - og slutter radiodagen med Orientering i den anden.. Jeg er radioholiker!
DET ER SIKKERT ret indlysende, at jeg er en kritisk lytter.
Men denne gang er det begejstringen, der får mig til tasterne.
Jeg var passioneret lytter til primært P1, den skæbnesvangre nat og fredag morgen den 24. juni 2016, hvor briterne beslutning om at tage røven på sig selv og resten af verden valgdagen før i en af de mest dramatiske radio-morgener, jeg har oplevet i mit liv. Den første var meget tidligt i mit liv den 22. november 1963, da USA’s præsident John F. Kennedy blev myrdet. (Jeg var blot 9 år). Den anden, den 11. september for snart 15 år siden, da jeg oplevede selve angrebet på World Trade Center live i en taxiradio på vej til et radiomøde i Toronto.
Storbritanniens nationalistiske farvel til EU blev gang nummer 3.
Tilrettelæggerne og journalisterne på P1 morgen fik deres once-in-a-lifetime-oplevelse – og lytterne en dækning, som var fremragende. Jeg gennemlevede denne morgen i en blanding af bekymring (andre en euforisk begejstring) og forundring - og sjældent har det gamle af de elektroniske medier levet så godt op til sin natur.
Kommentarerne kunne komme på øjeblikkeligt i takt med, at de overhovedet kunne fremstaffes. Og det kunne de. Der var tydeligvis stikfaste aftaler med de bedste analytikere og korrespondenter, DR selv har i stalden. Men der var også ydmyghed i selvsikkerheden: Masser af kommentarer fra andre medier og med divergerende synspunkter. Og så var der det vilde øjeblik, da premierminister David Cameron træder tilbage for åben mikrofon.
I professionel design af medie-indhold og programmer taler man om brugernes NEED - altså det tydelig behov, der skal tilfredsstilles - hos den, der har masser af kanaler at vælge imellem.
HER RAMTE P1 PLET for den, der ”vil vide mere” end blot en stemmeprocent og noget mikrofonholderi mellem tabere og vindere. Værterne var tændt af nysgerrighed og ansvar, som der ikke behøver laves kurser. De var på som bjergbestigere på den sidste del af ruten – og overblikket gav den en autoritet, som man kunne mærke i æteren. Det NEED jeg taler om er mere i familien med uundværlighed end blot behov.
Selvfølgelig er jeg radiolytter som en spejling af min alder og mine præferencer. P1 ligger til min højre fod. Men jeg måtte alligevel ud at smug-lytte på de øvrige tilbud og indimellem se nyheder og tv-kanaler på min tablet, når de få pauser tillod det.
Den direkte og særligt kvalitative transmission på P1 fra en rystet verden vandt – hævet over enhver tvivl. Jeg tror det handler om den gode radios ”convenience”, som man siger i mediefagsproget. Den funktionelle nytteværdi. Selvfølgelig al den professionalisme man kan forvente fra en folkeejet medievirksomhed, der hvert år modtager op mod 4 milliarder i licens. Ikke noget af det der forblommede markedsføringssludder, om ” … licens er noget vi giver til hinanden … ”.
Næh, medieindhold og foremidling ud over det selvfølgelige.
” … Licens-medier er noget du kan forvente dig noget af … ”
Men hos den nørdede radiolytter, var det især én egenskab ved denne spejling af denne globale morgen i landsbynationen, som gjorde MIG vel.
Der var simpelthen ikke plads til den i DR om-sig-gribende krammementalitet. Det store, elitære mindreværdskompleks i DR-mediefabrikken overfor kontakten med ”almindelige mennesker”, blev lykkeligt enten glemt eller blot sprunget over, fordi hele morgenen ikke handlede om at optræde i men om at formidle verden lige nu og her. Der var en stemning af nødvendighed, som helt naturligt trak kanalen bort fra det tiltagende kaffeslabberas i alle æterens kanaler.
HYGGESTEMNINGEN ER VED AT TAGE LIVET AF kanal-forskelligheden i DR (og imellem de fleste kanaler på tværs af medier og mediehuse). Vi hygger os så helt enormt fra morgenshows, over dagshows, aftenshows og natteshows. Vi taler os gennem kræftsygdomme, unødig kønsbehåring og økologiske madpakker og studieværten er transformeret fra en formidler til en god ven af familien. Ikke nødvendigvis familien herude bag skærmen og højtaleren. Nej det handler mest om familien derinde ved mikrofonen, den lukkede fest mellem folk, der har mødt hinanden før.
Stilen er langsomt sivet ind på også de store flader på P1. Mere og mere smalltalk over vejret og morgenaviserne på selv P1 morgen. På P1 eftermiddag – kulturfladen – synger vi lidt, spiller lidt på klaver – og blærer os lidt over vore klassiske sprogkunnen. Tyske og italienske udtaler af navne og begreber. Se hvor vi kan! Den personlige radioform er blevet erstattet af den forfængelige.
På gadedrengen her virker det totalt gammeldags. Lidt ligesom stemningen ved eftermiddagsteen i lægehjemmet hos min skolekammerat i 60’erne.
Vi er ret frisatte – men lillefingeren stritter burgøjseragtigt.
Det var der hverken tid til eller lyst til denne fredag morgen, som blev min bedste morgenradio i flere år.
Måske er det i den energi, at det fremtidige P1 skal finde frøene til sin fremtidige forandring. Kanalen er i krise, når det handler om at få nye, yngre lyttere – og det ER selvfølgelig et problem, hvis en radiokanal uddør med lytterne.
På den anden side er det omvendt dødsens farligt for en kanal, hvis den af angst for ikke at nå de unge, lægger sig tættere og tættere på markedets øvrige tilbud.
Et medies værste fjende er overflødighed.
God morgen,
- radio.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.