Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
JEG TOG turen hele vejen fra glødende antiracisme som 10-årig, fordi jeg ikke kunne fatte, hvad der gjorde, at negre (som det hed dengang) ikke måtte stemme og køre bus sammen med hvide - til noget nær fuldblods racist og tilbage til et nogenlunde anstændigt menneske igen.
Tiden som temmelig unuanceret fremmedhader varede nogle år, fordi jeg havde anbragt mig selv i en situation, hvor sigøjnere og arabere af den mindst dannede slags fyldte stort set alt, og derfor fik jeg svært ved at overskue, at antallet af idioter langt fra repræsenterede det store flertal.
Jeg var i stand til at flytte mig selv og min familie fra det sorte hul, som opslugte al anstand, al dannelse og al god opførsel fra min side, og rykkede videre til mere rolige omgivelser, hvor jeg igen fandt et mere acceptabelt menneskesyn og ikke mindst en mere nuanceret syn på ”de fremmede”. Der findes jo også idioter i den gruppe, men igen: De udgør altså ikke det store flertal og er næppe flere end i alle andre grupper.
DER ER LANGT mellem mørklødede i det offentlige rum, og man kan roligt sige, at Abdel Aziz Mahmoud med sin fremtoning på tv er en af de første få, som er med til at nedbryde vanen med at tro, at vi alle er hvide/lyserøde.
Danske Abdel er undfanget i en krigszone, født under flugt og han har taget hele vejen sammen med mor og far fra flygtningecenter til parcelhuse i Greve, Middelfart og Ølstykke, inden han blev voksen. Han har mærket racismen i sin mildeste form og så sandelig også i den værste, hvor han har fundet ud af, hvordan hans mor blev udsat for voldsomme trusler, mens hun passede sit job og forsøgte at hjælpe en kunde.
Denne mand, der ikke vil være mønsterbryder, fortsætter med at bryde mønstre, velsagtens en arv fra hans mor. Min lyst til at stille ham spørgsmål direkte voksede i takt med hans skriblerier på Twitter, og jeg anskaffede den bog, han udgav i år: ”Hvor taler du flot dansk”, og jeg måtte tæerkrummende erkende, at danskere har en hel del at være flove over.
DET MEST brændende spørgsmål jeg ville stille ham var, om det er nogens skyld, at tonen mod ”indvandrere” er så hård. Altså er det medierne eller politikerne, der må tage det tunge ansvar?
Abdels svar er lige så blidt som hans venlige, nysgerrige, opmærksomme fremtoning: Han er sikker på, at den hårde tone er blæst op til mere, end den kan bære. Han tror ikke, at den hårde tone trives i mennesker, man møder. Den næsten blinde tillid kommer fra en mand, der er blevet svinet til i en racists radioprogram.
Fra en mand, der har oplevet mistænkeliggørelse af sin journalistik alene på grund af hudfarven, og som har set sangerinden Medina blive angrebet på sin person og sin musik, fordi hun har sympati for flygtninge.
Når man følger Abdel på Twitter og læser hans bog, og er så heldig som jeg at drikke en kop kaffe i hans selskab, ved man, at man sidder med et anstændigt menneske, der er født ind i en religion, som jeg har indtryk af mest fylder pr. tradition end noget som helst andet. Man sidder i hvert fald ikke med en rabiat muslim, men sidder med danske Abdel, der er kommet til caféen kørende på sin gamle cykel.
MEN TILBAGE til tråden: Hvis det ikke er den hårde tone i medierne og blandt stadigt flere politikere, der har ansvaret for den (i min opfattelse) utilslørede racisme, hvem har så?
Abdels svar er, at han tror, det skyldes mangel på dannelse.
Dannelse?
Han har jo ret ham Abdel… det er jo et spørgsmål om dannelse. Jeg tænker og reflekterer, og havner midt i det hele i den samme konklusion: Når man kan sidde ved et middagsbord på terrassen i sommerhuset og Dannebrog blafrer dekorativt, og hele selskabet synger tidens største hit med sølvbryllupsvibrato om, at det er de fremmedes skyld det hele, og de kan bare rejse tilbage til deres hjemland (Muslimien?), så er det faktisk mest et udtryk for mangel på dannelse.
Med ét står det lysende klart, hvor enkelt det hele kan være. Hvis vi har dannelse nok til at opføre os ordentlig, så taler vi ikke ondt om andre, og har vi været i biffen og er blevet generet af fem dumme teenagere, så er det ikke alle teenagere, der er dumme… men de fem i biffen var det ubetinget. Deres dumhed kunne faktisk være forebygget med lidt dannelse, og så står vi lige pludselig med behov for forældre, der har tid og lyst til at opdrage deres børn ordentligt, og et skolesystem, der ikke bare fornægter deres del af ansvaret for børns opdragelse.
JO, HAM ABDEL er nu ikke så tosset at lytte lidt til. Hans bog gav mig mange gode eftertanke. Og selv om han absolut skulle skille sig ud ved at drikke sodavand i stedet for ordentlig dansk kaffe, så kunne samtalen for min del have forsat i timer, for han er da lige til at blive klog af.
Mit råd til dig: Find en ”fremmed” eller en på kontanthjælp eller en hjemløs, og tag en kop kaffe sammen, men inden du gør det, så læs lige Abdels bog ”Hvor taler du flot dansk”, så får du en idé om, hvor dansk den mørke muslim er.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.