Dette er en klumme og alene udtryk for skribentens holdning
Kommunernes udgifter til personer med "specialiserede behov", altså handicappede, syge og andre mere eller mindre hjælpeløse, er eksploderet og regeringen vil derfor til at spare på pengene. Udgifterne til mennesker med behov betyder, at pengene fosser ud af statskassen.
Desværre er ikke til de personer, der har behov, men til dem, der forstår at skrive de rigtige pengeudløsende kodeord til kommunerne, som så betaler eksterne driftige private virksomheder for at "gøre noget".
På papiret er det jo godt, men i virkeligheden er det en våd drøm for politikere, der gerne vil kanalisere flest mulige skattekroner ud til venner, bekendte og andre iværksættere, så pengestrømmen flyder i det uendelige.
Inden for det offentlige findes der eksempelvis VISO, som grundigt undersøger de behov nogle børn og unge har, og hvilken ekstra eller specialiseret hjælp de behøver. Måneders arbejde fra dygtige fagfolk munder ud i en rapport, der gives til kommunen, der kan bruge det som et værktøj til handlinger, til reel hjælp, uden nødvendigvis at være dyre.
VISO-rapporterne lægges i skuffen og gemmes væk. Herefter tilbydes der de samme standardløsninger, som har været med til at gøre den enkeltes udfordringer og problemer større, fordi vedkommende igen tilbydes nogle af kommunens muligheder, der viser sig at være ekstremt dyre private løsninger, som ofte blot er parkeringer ude på et sidespor, hvor fagfolk er fraværende. Her tager man unge mennesker med læringsbehov med på indkøb i byggemarkeder, hvis man kan løsrive dem fra de gamingcomputere, der er stillet op, så personalet kan drikke kaffe og tjekke facebook.
At have et specialiseret behov betyder naturligvis, at man skal have specialiseret hjælp, men mange kommuner rummer det ikke, og mange sagsbehandlere er langt fra kompetente til deres opgaverne, fordi de er kontoruddannede med en overbygning i sociallovgivning, der primært baserer sig omkring økonomi. Ikke hvad kommunen har lov til at hjælpe med, men hvordan man kan undgå at hjælpe. De uddannelser foregår privat, og kommunen betaler.
Jeg gætter på, at der ikke er kommet mange nye ansatte eller mange nye institutioner til i den periode milliardstigningen finder sted, men at det er en uundgåelig konsekvens af ingen eller forkert hjælp, som i stedet for at hjælpe "de specialiserede" til selvhjælp, fastholder dem i den private tilskudsmølle.
Mere end halvdelen af stigningen i udgifterne går til et enkelt område nemlig botilbud. Ideen er at have store udgifter nu, og at hjælpe, så udgifterne helt naturligt falder, efter en tid, hvor de der har behovene, får mindre brug for hjælp, ganske enkelt fordi de bliver bedre til at klare sig selv på flere områder.
Den slags løsninger er gode, og de kræver stor ekspertise, ikke er tilstede, og derfor hjælper det ikke en bønne. Problemet er selvfølgelig, at det stort set kun er private, som står for hjælpen og kommunernes opsyn, indflydelse, engagement og kontrol er ikke-eksisterende.
VISO-rapporten? Den ligger i skuffen, og kun de mennesker, der har ekstra behov, og samtidig en familie med overskud og vilje kan gøre kommunerne opmærksomme på at VISO-rapporternes råd og vejledninger ikke følges. I bedste fald trækker kommunen VISO-rapporten op ad skuffen og leder efter noget, der kan retfærdiggøre, at de ikke behøver følge den.
De lægger den derfor hurtigt tilbage, og sender derefter en stor check på flere millioner til nærmeste private virksomhed med nedlagt landbrug, hvor der er plads til opmagasinering af handicappede og mennesker med behov, der kræver lidt mere tid, penge og opmærksomhed end de fleste andre.
Så hvorfor er udgifterne til "specialiserede behov" eksploderet med 4.500.000.000 kroner de senere år. Mit bedste bud er, at det skyldes, man ikke bruger pengene på mennesker med "specialiserede behov" men på private virksomheder, der holder fest for de offentlige kroner. Den kommunale gavefond uddeler uden tøven penge til dårlige løsninger og aldrig til de mest nærliggende og ofte billige løsninger.
De eksperter de undersøger hvor pengene går hen og hvorfor beløbet stiger, ved lige så meget om det som kommunerne der deler pengene ud: Ingenting. Og det indrømmer de selv. Torben Tranæs, der har undersøgt området, siger til DR: "Vi ved alt for lidt om, hvad der virker. Vi har for få data, der skal kortlægge, hvad pengene bliver brugt til. Vi har generelt alt for lidt viden."
Jeg lader billedet stå et øjeblik.
Johnny Larsen er en af Avisen.dk's faste debattører Foto: Privat