Der var tale om en "terrorhandling", da en mand lørdag tog fire mennesker som gidsler i en synagoge i Texas, USA.
Sådan lyder meldingen fra USA's præsident, Joe Biden, søndag.
- Det var en terrorhandling, siger Biden.
Han tilføjer, at der endnu ikke er nok information om, hvorfor manden tog gidsler i synagogen i byen Colleyville, Texas.
Men han bekræfter alligevel tilsyneladende rapporter fra amerikanske medier om motivet bag gidseltagningen. De mener at vide, at gidseltageren forsøgte at få løsladt Aafia Siddiqui, som er en dømt terrorist.
Biden siger, at handlingen var relateret til "en, som blev anholdt for 15 år siden, og som har været i fængsel i 10 år".
Siddiqui er idømt 86 år i fængsel for drabsforsøg på to amerikanske officerer i Afghanistan.
Hun er fængslet i Fort Worth, Texas.
Alle fire personer, der blev taget som gidsler, slap fri i live. Den ene blev løsladt efter seks timer. De sidste tre blev befriet af specialstyrker efter ti timer.
Gidseltageren afgik ved døden. Han blev dræbt i forbindelse med aktionen, der sikrede løsladelsen af de sidste tre gidsler.
Forbundspolitiet FBI oplyser søndag, at gidseltageren var en britisk statsborger. Ifølge FBI tyder alt på, at han handlede alene.
Siddiquis advokat har over for CNN meddelt, at hun "absolut" ikke har været involveret i gidseltagningen, og at hun fordømmer den.
Biden bruger episoden til at fremhæve behovet for at få bedre kontrol over skydevåben i USA. Han påpeger, at gerningsmanden tilsyneladende fik sit våben ved at købe det på gaden.
- Idéen om baggrundstjek er afgørende. Men du kan ikke stoppe sådan noget som det her, hvis nogle på gaden kan købe noget fra andre på gaden, siger han.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters