Bevæbnede mænd har søndag dræbt op mod 100 personer, herunder gravide kvinder og børn, i et angreb på en katolsk kirke i det sydvestlige Nigeria.
Det oplyser en lokal hospitalslæge, lokale medier og en lokalpolitiker.
De bevæbnede mænd både dræbte og sårede kirkegængere uden for kirken, siger talspersonen for politiet i den nigerianske stat Ondo.
Talspersonen siger ikke, hvor mange der er dræbt i kirken, der ligger i byen Ondo, men oplyser, at politiet er i gang med at efterforske angrebet.
Gerningsmændenes identitet og motiv er fortsat ukendt.
Angreb af denne slags er sjældne i det sydvestlige Nigeria.
Guvernøren i staten Ondo, Arakunrin Oluwarotimi Akeredolu, der søndag besøgte gerningsstedet og sårede på hospitalet, beskriver angrebet som en "stor massakre".
- Det er så trist, at ukendte bevæbnede mænd, mens der var messe, angreb Saint Francis Catholic Church. Mange frygtes døde, mange andre er såret, og kirken er blevet krænket, siger pastor Augustine Ikwu, der er talsperson for den katolske kirke i Nigeria.
En lokal politiker oplyser, at dødstallet mandag eftermiddag er steget til op mod 100. Tidligere mandag lød dødstallet på 50.
En læge, der ikke ønsker at stå frem med navn, siger, at der er brug for bloddonationer for at behandle de sårede.
Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, har fordømt angrebet, som han kalder "uhyrligt".
Vatikanet siger desuden, at pave Frans beder for ofrene.
Den nordøstlige del af Nigeria kæmper med islamistiske oprørsgrupper, mens den nordvestlige del af landet plages af bevæbnede bander, der udfører angreb og bortførelser.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters