Julegaver, julesul og julefred.
Julen er en traditionsrig tid. Og helt overordnet er det interessant, hvordan det folkelige og kirkelige er smeltet sammen, siger Hanne Jul Jakobsen, der er sognepræst i Møllevangskirken i Aarhus.
- Alene det, at de første kristne lagde højtiden oven i solhvervstiden, er jo pragmatisk og folkeligt. Og der er masser af de juletraditioner, vi har i dag, som egentlig ikke er teologisk begrundet, siger hun.
Hanne Jul Jakobsen nævner juletræet som eksempel.
I Bibelen står der ikke noget om juletræer med lys, stads og glaskugler.
Alligevel står der i dag et juletræ i de fleste kirker.
- Og det kirkelige har smittet af på juletræet. Der er betlehemsstjernen i toppen, små engle og kirkeklokker hængt på selve træet - og masser af lys, siger Hanne Jul Jakobsen.
Netop julelys er også en interessant tradition.
Det kan virke som et nutidigt fænomen, at vi pakker huset, haven og juletræet ind i alverdens lyskæder.
Men også historisk har man dyrket det at sætte lys i vintermørket, fortæller Mette Boritz, der er etnolog og museumsinspektør på Nationalmuseet.
- Lys var noget helt særligt, fordi lys var kostbare. Men i juledagene havde man lys tændt, siger hun.
Advent er et eksempel på en tradition, der med tiden har ændret karakter. Oprindelig var advent fasteperioden op til jul. Derfor var tiden forbundet med mådehold og afholdenhed og ikke som i dag: julestue og æbleskiver med familien. - I gamle dage ville man aldrig sætte julelys eller synge julesalmer i kirken før jul. Det gør vi i dag, for ellers clasher det fuldstændig med folks forventning om adventshygge. Der har kirkeligheden tilpasset sig folkeligheden, siger Hanne Jul Jakobsen. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I nogle familier var lysene ikke alene med til at hygge og skabe lys i mørket, men også en fremtidsforsikring.
Fortællingen lød nemlig, at man skulle tænde ét stearinlys for husfaderen og ét for madmoderen.
- Hvis lyset nåede at brænde helt ned, bragte stumpen lykke i det nye år. Hvis lyset derimod gik ud halvvejs, varslede det død, siger Mette Boritz.
Lyset kan også betragtes i teologisk kontekst, tilføjer Hanne Jul Jakobsen.
I den kristne fortælling lyder det nemlig, at Gud blev menneske, da han manifesterede sig i fødslen af Jesus.
- Så i kristen kontekst fortolker man lyset som værende Jesus - og Gud, der tænder et lys i mørket, siger Hanne Jul Jakobsen.
Julens madtraditioner er også noget af det, der trækker tråde allerlængst tilbage.
Nogle spiste klipfisk med sennepssovs. De heldige fik skinke med grønlangkål.
- I gamle dage var svinekød meget fint og noget, man bestemt ikke fik hver dag. Derfor er julegrisen blevet symbol på julesul og julens festmiddag, forklarer Mette Boritz.
Af samme grund blev julegrisen siden motiv for alskens julepynt, udstukne honningkager og formede marcinpangrise.
Andesteg og gåsesteg på julebordet er til gengæld nyere fænomener, som primært var rige byboer forundt.
Dette indgår også i Peter Fabers "Sikken voldsom trængsel og alarm" fra 1848: - Æbleskiven bliver flittigt vendt, gåsestegen er til bageren sendt, lyder det.
- Langt op i 1800-tallet havde man ikke ovn og jernkomfur, derfor fik man gåsestegen stegt hos bageren, siger Mette Boritz.
Fænomenet julemiddag gik også hånd i hånd med fænomenet "julefred".
Når vi i dag taler om at "lade julefreden sænke sig", tænker de fleste på at have fri og tid til familien.
Men tilbage fra renæssancen har man dyrket julefreden som en dyd og et begreb for, at man ikke måtte strides i hjemmet eller i byen.
- Man havde sågar vagtværn, som kunne skride ind, hvis der var konflikter, siger Mette Boritz.
Som en del af julefreden var det også vigtigt, at man værnede om familien, hjemmet og roen.
Derfor måtte man ikke arbejde mere end højst nødvendigt.
- Man sagde faktisk, at "den, der klæder gærder til jul" - altså hænger vasketøj op - "klæder lig inden påske". Man troede simpelthen, at nogle i familien ville dø, hvis man ikke havde storvasken klaret inden jul, uddyber Mette Boritz.
/ritzau fokus/
Af Cecilie Lyngberg, Ritzau Fokus