En betjent måtte trække sin pistol og affyre to skud under en dramatisk aktion mod to biltyve i Esbjerg søndag morgen.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to biltyve blev opdaget, da de forsøgte at bryde ind i en bil på parkeringspladsen ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
En patruljevogn med to betjente var hurtigt fremme og satte efter bilen, der påkørte en mur.
Den ene betjent steg ud og gik hen mod bilen, der bakkede tilbage med så høj fart, at betjenten måtte springe til side for ikke at blive kørt ned.
Tyvene ramte i stedet patruljevognen, og betjenten trak sin pistol og skød to gange mod bagdækket på bilen, oplyser politiet.
Begge er anholdt
Bilen fortsatte imidlertid et kort stykke, hvorefter den kørte galt igen. Biltyvene fortsatte flugten til fods, men blev begge kort efter anholdt.
Den ene er indlagt med sår i hovedet efter et møde med en anden patruljevogn.
Statsadvokaten er - som reglerne kræver det i sager med politiskud - underrettet om episoden, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to biltyve er en 30-årig mand fra Esbjergs opland og en 28-årig mand fra Esbjerg. Begge er kendt af politiet fra tidligere.
Efter grundlovsforhør søndag blev de begge varetægtsfægslet.