Nicklas Bendtner er tilfreds efter sin første optræden fra start for Juventus.
Den danske landsholdsangriber var med i hele kampen, da de italienske fodboldmestre søndag vandt 1-0 ude over Catania i Serie A.
- Det var en god kamp mod et meget stærkt hold, siger Nicklas Bendtner til Juventus' hjemmeside.
- Vi kendte til de vanskeligheder, vi ville komme i. Derfor var det en vigtig succes, siger danskeren.
Nederlaget var Catanias første på hjemmebane i denne sæson, hvor klubben havde vundet tre af fire kampe før søndagens kamp.
Nicklas Bendtner var impliceret i Juventus' sejrsmål, om end på en anden måde, end han kunne ønske sig.
Angriberen brændte i fri position på Catanias målmand, men heldigt for Bendtner og Juventus sendte Arturo Vidal returbolden i mål.
Bendtner så desuden ud til at være offside, da han blev spillet fri.
Juventus har hentet 25 point ud af 27 mulige i sæsonen og fører Serie A.
Knapt så godt er det gået i Champions League, hvor de italienske mestre har spillet uafgjort i de tre første gruppekampe, senest 1-1 ude mod FC Nordsjælland.
Nicklas Bendtner er dog ikke bekymret for Juventus' muligheder for at gå videre til ottendedelsfinalerne.
- Vi har tre point i stillingen og samme antal kampe tilbage at spille. Vi har alle chancer for at komme videre, vurderer han.
/ritzau/