Ritzau
Opdateret kl. 06:34
Nicklas Bendtner leverer i øjeblikket mål på samlebånd for Rosenborg i den bedste norske fodboldrække.
For anden uge i træk scorede den danske angriber to gange for Eliteseriens tophold, der søndag på udebane slog Lillestrøm 3-0.
Midtvejs i første halvleg sparkede Bendtner gæsterne i front, da han fra en spids vinkel sendte bolden i mål tæt op ad stolpen. Hjemmeholdets keeper fik hånden på, men kunne ikke stoppe det hårde skud.
Små 20 minutter før slutfløjt udnyttede danskeren et straffespark og bragte Rosenborg på 3-0. Igen placerede Bendtner bolden op ad stolpen - denne gang uden chance for målmanden.
Med sine to scoringer nåede den danske landsholdsangriber op på 14 ligamål - et færre end Stabæks Ohi Omoijuanfro, der er topscorer i Eliteserien.
Med ti minutter tilbage blev Bendtner hevet ud på bænken med et ømt knæ efter en hård tackling.
Danskeren regner dog med hurtigt at være klar igen.
- Vi har testet det (knæet, red.), og det ser godt ud. Vi laver nogle test igen i morgen (mandag, red.), og så ved vi mere, siger Nicklas Bendtner til Rosenborgs hjemmeside.
Han forventer at være klar, når Rosenborg på torsdag møder Vardar i Europa League.
Mandag kan angriberen håbe på, at landstræner Åge Hareide kigger hans vej, når landsholdet til VM-kvalifikationskampene mod Montenegro og Rumænien udtages.
Holdkammeraten Andre Helland kom også på måltavlen mod Lillestrøm, da han før pausen bragte gæsterne på 2-0.
Mike Jensen spillede hele kampen som anfører på Rosenborgs midtbane.
Trondheim-klubben topper ligaen med 50 point efter 23 spillerunder. De nærmeste forfølgere fra Brann og Molde har 40 point.
/ritzau/